- By Simon Staffeldt Schou

SMVdanmark støtter op om InterForce

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at SMVdanmark støtter op om InterForce.

Som interesseorganisation kæmper SMVdanmark for alle de små og mellemstore danske virksomheder, SMV’erne.

Mange af denne type virksomheder har reservister og frivillige fra hhv. Forsvaret, Hjemmeværnet og beredskabet ansat. Det har derfor stor betydning, når en vigtig interesseorganisation som SMVdanmark går ud med et klart signal om, at man som brancheorganisation støtter helhjertet op om dansk forsvar og beredskab.

En vigtig opbakning

I den forbindelse skriver SMVdanmark:

”Selvom vi ofte tænker på soldater som nogen, der er tilknyttet Forsvaret på fuld tid, så arbejder rigtig mange af de vigtige medarbejdere i det private erhvervsliv. Er man en del af reservestyrken, møder man ikke op på arbejde på kasernen hver dag. Men nogle dage om året deltager man i øvelser og andre aktiviteter, som er med til at gøre Danmark mere sikkert.

Hvad enten man er reservist eller frivillig i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, er man en vigtig del af den store opgave, Danmark står over for, når det gælder vores sikkerhedsmæssige situation.”

Opfordring til medlemsvirksomhederne

Henvendt til sine 18.000 medlemsvirksomheder skriver SMVdanmark:

”Måske har du medarbejdere ansat, som er en del af reservestyrken. Eller måske vil du bare gerne bakke op om det danske forsvar og beredskab.

Det kan du gøre ved at blive medlem af InterForce. Samtidig viser I, at I støtter jeres ansatte eller fremtidige ansatte, der ved siden af deres job hos jer enten er reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.

Som medlem viser I også, at I er åbne for, at disse ansatte kan stille op, når det er nødvendigt ift. søredning, løsning af nationale opgaver, bidrag til katastrofeberedskabet og deltagelse i internationale missioner m.v.

Politisk arbejder SMVdanmark for, at det ikke skal være en byrde for virksomhederne at stille medarbejdere til rådighed for Reservestyrken.”

Det var Oberstløjtnant af Reserven, Michael Wallin, der på vegne af InterForce gav bestyrelsesformand Niels Techen og direktør Jesper Beinov InterForce-skjoldet som tak for SMVdanmarks støtte.

Tak for jeres opbakning!

Sammen sikrer vi et stærkere dansk forsvar og beredskab.