Hvad er InterForce?
InterForce er en organisation, der er tilknyttet Forsvarskommandoen.
Vi er sat i verden for at få et nært samarbejde med jer i den civile sektor. Jer, som har medarbejdere ansat, der er en del af Reservestyrken. Eller jer, der blot ønsker at bakke op om det danske forsvar og beredskab, og som vil yde jeres bidrag til Danmarks sikkerhed i en usikker verden.
Reservestyrken består af mænd og kvinder, der er soldater i Reserven. Men den består også af de mange frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.
Vi ved, at det er en belastning at skulle undvære centrale medarbejdere i de dage, hvor han eller hun skal stille op i uniform og enten efteruddanne sig ved Forsvaret eller hjælpe til i krisesituationer.
Vi ønsker at minimere disse gener så meget som muligt. I tæt dialog og samarbejde med jer.
Vi ønsker at fortælle jer om de stærke kompetencer, medlemmerne af Reservestyrken har fra deres uddannelser i hhv. Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, og hvordan I kan drage nytte af disse kompetencer.
Vi ønsker at udbrede kendskabet internt i Forsvaret og i Beredskabsstyrelsen til al den viden og de evner, disse mænd og kvinder bringer med sig fra deres dagligdag som medarbejdere, mellemledere og chefer på det civile arbejdsmarked.
Det er det, vi arbejder for i InterForce.
Se også: HVORFOR STØTTE INTERFORCE?