Naviair: 5 dage fri med løn til tjeneste i uniform
Medarbejdere i Naviair, der er reservister eller frivillige i Hjemmeværnet og beredskabet, kan nu få op til fem tjenestefri dage med løn om året til at gennemføre tjeneste eller deltage i uddannelse.
Den glædelige nyhed blev markeret fredag den 5. april, hvor Navair officielt blev medlem af InterForce.
Ved markeringen overrakte InterForce-ambassadør Jens Jørgen Hansen et Interforce-skjold til Naviairs fungerende CTO, Sten Bertram Winther.
”Vi vil gerne værne om Danmarks beredskab og sikkerhed. Det ligger i naturlig forlængelse af Naviairs rolle i samfundet som leverandør af infrastruktur til luftfarten. Samtidig ønsker vi at støtte op om de medarbejdere, der påtager sig et ekstra ansvar og stiller op, når der er behov for det. Naviair får omvendt glæde af de evner og kompetencer, som vores kolleger får igennem deres uddannelse og opgaveløsning i Reservestyrken,” sagde Sten Bertram Winther i forbindelse med skjoldoverrækkelsen.
Naviair og InterForce
Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed, der har til opgave at levere sikker og effektiv trafikstyring til luftfarten. Virksomheden har hovedkvarter i Kastrup og har ca. 600 medarbejdere, fordelt i Danmark, Grønland og på Færøerne.
InterForce er en organisation, der er tilknyttet Forsvarskommandoen. Formålet med InterForce er at styrke opbakningen til Forsvaret og beredskabet i det civile erhvervsliv. InterForce har et særligt fokus på at understøtte virksomheder, som har medarbejdere, der ved siden af deres civile job er en del af Reservestyrken.
Reservestyrken består af mænd og kvinder, der er soldater i Reserven. Men den består også af frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.