- By Simon Staffeldt Schou

Erhvervslivet har kampgejst og masser af fysik

Det var ikke nye rekrutter, men en række InterForce medlemsvirksomheder, der i midten af maj var mødt op på Høveltegård til InterForce Region Hovedstadens årlige Militære Udfordringsdage.

Militære udfordringsdage

Af: Lars Kunov. Foto: Pauline Højlund Olsen og Lars Kunov

Er jeres firma det hurtigste på markedet? Kan I samarbejde under pres – og ramme plet samtidigt? Det var blot nogle af udfordringerne til de 16 virksomheder, der deltog i InterForce Region Hovedstadens traditionsrige Militære Udfordringsdage.

Vejret var perfekt soldatervejr. En iskold nordenvind og tørvejr var en stærk motivation for at komme i gang med de fysiske udfordringer og forsvaret af firmaets ære. Det stod fra starten klart, at de deltagende hold var kommet for at vinde.

Skydning og sved på panden

Oberstløjtnant Michael Wallin, Regionsambassadør i InterForce, bød velkommen den første dag. Den anden dag var det den militære koordinator for InterForce Region Hovedstaden, oberst Peer Sander Rouff, der satte konkurrencen i gang.

Undervejs blev holdene udsat for en stribe militære discipliner: feltforhindringsbane, håndgranatskast, terrænløb, afstandsbedømmelse og ikke mindst skydning med gevær og pistol.

Militære udfordringsdage
En af de militære discipliner er håndgranatskast. Det sker selvfølgelig med ufarlige attrapper, men udfordrer deltagernes kasteevne.

Der var sved på panden, men også et fantastisk teamwork på alle holdene. Masser af samarbejde, kammeratskab og godt humør. Navnlig den til dagen særligt tilrettelagte feltforhindringsbane trak sved. Her skulle stiger, sandsække og kettlebells transporteres gennem en nærkampsby med huse i flere etager. Derudover skulle biler skubbes fri under stressende musik. Men holdene demonstrerede, at vi kan være trygge ved, at dansk erhvervsliv kan det med teamwork og hårdt arbejde.

Militære udfordringsdage
Blandt udfordringerne er også, at man i fællesskab skal skubbe en bil og forcere en nærkampsby med forskellige genstande i hænderne.

Mange af deltagerne havde set frem til skydningen med gevær og pistol. Det var nyt for de fleste, og tiden til at lære det var ultrakort. Alligevel var selv de garvede instruktører fra Stabskompagniet ved Landsdelsregion Øst overraskede over, hvor gode resultaterne var.

Militære udfordringsdage
De militære udfordringsdage udfordrer deltagernes fysik og deres evne til at arbejde sammen i pressede situationer.

Sejrceremoni

Dagenes udfordringer blev afsluttet med sejrsceremoni under ledelse af henholdsvis oberstløjtnant Michael Wallin og oberst Peer Sander Rouff. Udover at takke alle for et vellykket arrangement kårede de også vinderne af årets Militære Udfordringsdage.

Præmien til bedste hold gik tirsdag til Geo og onsdag til Foss Analytical.

Militære udfordringsdage
Et af de to dages sejrshold, her fra Geo, modtager sejrspræmien for deres flotte indsats.

Derudover var der individuelle præmier til nummer et i de forskellige discipliner.

De Militære Udfordringsdage er ikke kun et spørgsmål om sved på panden og skydning med militære våben. Dagene markerer også båndene mellem InterForce og medlemsvirksomhederne.

”De Militære Udfordringsdage er en sjov og spændende måde at skabe netværk på. Stemningen er meget uformel, når først konkurrencen er i gang. Netværk og gensidig forståelse er en afgørende faktor, når Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen skal dele medarbejder med de civile virksomheder,” udtalte oberst Peer Sander Rouff.

Militære udfordringsdage
Der hersker altid en munter og uformel stemning til de militære udfordringsdage. Virksomhederne møder op for at dyste, men også for at have en sjov dag sammen.

InterForce-skjolde og tak

Båndet mellem virksomheder og InterForce blev markeret ved overrækkelse af InterForce-skjoldet til NordicCell ApS, Secure Spectrum, Wiseled ApS, AVN Hydraulik, Vikingbus Danmark, Foss Analytical, og ACTAS A/S.

InterForce Region Hovedstaden takker de deltagende virksomheder: ACTAS, Geo, Moalem Weitemeyer, NordicCell Aps, PensionDanmark, Secure Spectrum, Wiseled ApS, Make:Net A/S, Auto IT A/S, AVN Hydraulik/Masytec, Danica Ejendomme, EDC Vallensbæk, Foss Analytical, Nykredit, Raadgiver.dk ApS, VIKINGBUS Danmark A/S.

InterForce Region Hovedstaden benyttede lejligheden til at udlevere skjolde til en række virksomheder som tak for deres støtte til InterForce og dermed til det danske forsvar og beredskab.

Ligeledes skal der lyde en stor tak til Livgarden og Stabskompagniet ved Landsdelsregion Øst. De ydede en helt uvurderlig støtte i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af de, endnu en gang, vellykkede arrangementer.