- By Simon Staffeldt Schou

Nye tiltag hos InterForce

Nu kan din virksomhed blive støttevirksomhed hos InterForce. Det betyder, at man giver minimum 5 dage fri med løn om året til sine ansatte, der gør tjeneste i uniform.

Man kan også fortsat blive medlemsvirksomhed, hvor man giver sine medarbejdere fri til tjeneste i uniform, når det er muligt. Du kan læse mere om de to medlemstyper ved at klikke her.

Samtidig får InterForce et nyt logo. Logoet afspejler de prioriteter, der ligger foran Forsvaret og beredskabet: Rigsfælleskabet, nærområdet omkring Danmark og øst herfor samt indsættelser i verdens brandpunkter.

Senere på foråret åbner InterForce en egentlig frontdesk. Den vil man kunne kontakte med sine spørgsmål vedrørende arrangementer og medlemskab. Man vil også kunne få vejledning til at finde vej ind til Forsvarsministeriets myndigheder.

Der vil komme mere information om det her på www.interforce.dk. Alle InterForce-virksomheder vil også modtage en pakke med mere information i foråret.

Formanden for InterForce, fhv. formand for Folketinget og fhv. minister Henrik Dam Kristensen, udtaler i den sammenhæng:

”Det er med glæde, at vi nu kan melde de nye tiltag fra InterForce ud. I den urolige tid, vi lever i, er der vigtigt, at Kongerigets virksomheder bakker op om Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen via medlemskab af InterForce, uanset type. Vi vil i løbet af 2025 tillige se på vores governance, arrangementer mv. for at sikre størst muligt værdi af medlemsskabet. Jeg ser frem til de nye initiativer og håber, at mange virksomheder vil benytte lejligheden til at blive medlem af InterForce.”