Militære Udfordringsdage med InterForce
Mod, holdånd og networking. Der var det hele på InterForce Region Hovedstadens årlige Militære Udfordringsdage. Krydret med konkurrence og højt humør.
Af: Lars Kunov. Foto: Lars Kunov
Er jeres firma det hurtigste på markedet? Kan I samarbejde under pres – og ramme plet samtidig?
Det var den udfordring, InterForce gav de virksomheder, der deltog i Region Hovedstadens årlige og meget populære Militære Udfordringsdage d. 15.-16. maj. Og der var kø for at deltage: I alt 15 virksomheder deltog i de to Militære Udfordringsdage.
Militære udfordringer
I år var vejret på deltagernes side. Den eneste udfordring ved det var at huske solcreme og rigeligt med vand. Det gav til gengæld gode muligheder for at netværke i pauserne mellem konkurrencerne.
Den militære koordinator for InterForce Region Hovedstaden, oberst Peer Sander Rouff, bød velkommen og satte konkurrencen i gang onsdag. Torsdag var det oberstløjtnant Michael Wallin, der er regionsambassadør i InterForce.
I løbet af dagen blev holdene udsat for en stribe militære udfordringer. På forhindringsbanen blev både kondition og det fysiske mod sat på prøve. Der var højt op på nogle af forhindringerne og for en del endnu længere ned. I terrænet var der afstandsbedømmelse, kortlæsning, bivuakbygning og ikke mindst håndtering af mange informationer under pres.
Laserduel og skydning
Særligt laserduellen var et stort hit. Her fik deltagerne for alvor lov at mærke det militære håndværk. Her blev deltagerne udrustet med et gevær monteret med Laser Duel System og skulle i kamp i skoven, to grupper mod hinanden. Det stod hurtigt klart for deltagerne, hvor vigtigt samarbejde og samspil mellem ild og bevægelse er i en ildkamp.
Skydning med gevær og pistol blev sikkert gennemført af erfarne instruktører fra Hjemmeværnet. For mange var det første gang, de skød med et skydevåben. Men med kyndig instruktion gik det rigtig godt.
Der var også deltagere, der før havde deltaget i det populære arrangement og tydeligt havde lært noget, sidst de prøvede.
Dagens udfordringer blev afsluttet med en sejrsceremoni under ledelse af henholdsvis oberst Peer Sander Rouff og oberstløjtnant Michael Wallin. Ud over at takke alle for et fantastisk arrangement kårede de også vinderne af årets Militære Udfordringsdage. Præmien for bedste hold gik onsdag til GEO og torsdag til Foss Analytical.
Alvorlig baggrund
De Militære Udfordringsdage er ikke kun et spørgsmål om sved på panden, fysisk mod og skydning med militære våben. De markerer også båndene mellem InterForce og medlemsvirksomhederne.
”Det var en sjov, spændende og udfordrende dag i terrænet, men på en alvorlig baggrund. Truslen mod vores land og dermed også Forsvarets opgaver er desværre vokset til et niveau, vi ikke har set i 35 år. Derfor er der mere end nogensinde behov for virksomhedernes opbakning til InterForce,” udtalte oberst Peer Sander Rouff.
InterForce Region Hovedstaden vil gerne rette en stor tak til de deltagende virksomheder: Geo, NordicCell Aps, VIKINGBUS Danmark A/S, Alm Brand Group, Danske Regioner, Spejder Sport, Schiøtt Installation, Danica Pension, Ishøj Kommune, Foss Analytical, Accobat, Mialem Weitemeyer, Danske Bank, Coop Danmark og EDC Vallensbæk.
Der skal også lyde en kæmpe tak til Livgarden og Hjemmeværnet for deres helt uvurderlige støtte i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af det vellykkede arrangement.
Læs mere om InterForce her