Hvad har vi lært af krigen i Ukraine?

Krigen i Ukraine har givet et indblik i, hvordan fremtidens slagmark og det nationale beredskab bør se ud.

Krigen i Ukraine kører på sit tredje år. Kampene bølger frem og tilbage, og krigsteknologien udvikler sig hurtigt på begge sider af fronten. Det, der fra russisk side blev set som en hurtig overstået krig, er blevet til en lang, slidsom kamp med store tab på begge sider. Både i menneskeliv og materiel. Udviklingen på slagmarken har følgevirkninger på ikke bare Forsvaret, men også beredskabet, reserven og det civile samfund.

Major Kenneth Nymand Pedersen, Leder af Forsknings- og Udviklingselementet ved Center for Landmilitære Operationer ved Forsvarsakademiet (FAK) har et bud på den vigtigste læring, vi kan tage med os fra krigen:

”Hvis jeg skal sige det kort, er det at lige meget, hvilken teknologi der bliver bragt i spil – der vil altid være en modstander, som laver modforanstaltninger. Det kan godt være, at vi har en teknologi, der, i det øjeblik vi implementerer den, er overlegen, hurtigere eller bedre. Men inden for så kort tid som overhovedet muligt vil modstanderen udvikle en modforanstaltning. Derfor er det vigtigt at forstå, at moderne krigsførelse er en evig jagt på kapaciteter og modforanstaltninger.”

Den udvikling ses tydeligt i brugen af droner. For at forstå omfanget skal vi tilbage til begyndelsen af krigen. For krigen begyndte i luften, da russerne i krigens første timer sendte missiler af sted for at lamme Ukraines luftforsvar. Men da Rusland regnede med, at Kiev ville falde efter ganske få dage, og krigen derfor hurtigt ville være overstået, blev det kun til 164 missiler – hvilket ikke er meget set i et militært perspektiv.

Da USA i 2017 ville straffe det syriske regime for at bruge kemiske våben mod befolkningen, sendte de 59 missiler afsted – mod bare én enkelt syrisk base, fortæller major Karsten Marrup, chef for Center for Luft- og Rumoperationer ved FAK.

Efter det indledende bombardement viste det sig også, at russernes evner til at udføre det, der hedder komplekse luftoperationer, hvor man med forskellige flytyper ødelægger en fjendes luftforsvar, så man har mere frit spil i luften og kan støtte sine tropper på landjorden, med Karsten Marrups ord er virkelig ringe.

”Så der er stadig jordbaseret luftforsvar på begge sider. Det gør, at det er ikke en traditionel luftkrig. Det er primært langtrækkende missiler og droner, som bliver brugt til at prøve at skabe effekt på slagmarken. Den direkte støtte fra kamphelikoptere og fly, som vi har været vant til fra alle mulige andre konflikter, den foregår ikke,” fortæller han.

Derfor har en ny teknologi gjort sit indtog på slagmarken. De bliver kaldt den fattige mands luftvåben: droner. Begrebet drone dækker over en lang række af forskellige teknologier. Det er alt fra små hobbydroner, som kan købes i den lokale elektronikforretning, til tonstunge militærdroner med 40 meter vingefang, som dem USA råder over.

Specielt de små droner har virkelig ændret slagmarken, fortæller major Rasmus Ross, militæranalytiker ved Center for Luft- og Rumoperationer ved Forsvarsakademiet.

”Inden for specielt de sidste syv år har vi set en stor stigning af brugen af de små kommercielle droner, som bliver indkøbt og med relativt få midler ombygget til en våbenbærende platforme. Viden om, hvordan man gør, bliver delt på YouTube. For under 1.000 dollar kan du altså bygge en kommerciel drone om til et våben,” fortæller han.

Samtidig er logistikken vedrørende droner meget mindre krævende og mere simpel end eksempelvis indkøb af egentlige kampfly, som skal bruge specialiserede faciliteter, uddannet personel på jorden, piloter med lang uddannelse og så videre. Droner kan også importeres meget nemmere end granater og bomber, da der ikke er de samme restriktioner forbundet salg og transport.

På slagmarken i Ukraine blev dronerne i begyndelsen mest brugt til at indhente efterretninger. Her fløj tropperne ved fronten kommercielle kameradroner ind over fjendens stillinger. De blev også brugt til at korrigere artilleriild med. Hurtigt blev dronerne dog bevæbnede. I begyndelsen ganske simpelt, hvor en drone kunne smide eksempelvis en håndgranat ned i fjendens skyttegrav eller gennem en åben luge på en kampvogn. Den udvikling er nu blevet forfinet, fortæller Rasmus Ross.

”I dag ser vi, at det er overgået til one-way-attack-droner, som med en udløsermekanisme foran flyver ind i et køretøj eller i personel og detonerer. Altså sådan en kamikaze-funktion. Både udløsermekanismen og måden, dronerne bliver fløjet på, er blevet forfinet, så de i dag bliver fløjet som det, der hedder First Person View, hvor droneoperatøren har briller på og ser det, dronen ser. Det forfiner flyvefornemmelsen og gør, at man kan flyve dronen ind nogle meget snævre steder og udløse den.

Selvom dronekrig i den størrelsesorden, vi ser i Ukraine, er ny, mener major Kenneth Nymand Pedersen, at dronerne har en stor rolle at spille på kamppladsen. Men når begge krigens parter har droner og laver modforanstaltninger mod dem, afbalancerer det hinanden.

For både russiske og ukrainske soldater har meget svært ved at gemme sig for de flyvende øjne i himlen. Derfor er Forsvaret i Danmark nødt til at følge udviklingen tæt og udvikle kapaciteter på området. Her kan reservister vise sig at være en vigtig kilde til viden:

”Ukraine har arbejdet relativt meget med droner siden den første russiske invasion i 2014. Men da det virkelig tager fart i 2022, var mange af de første gode droneoperatører, vi så, folk, der havde brugt droner i landbrugsdrift. Den innovation, der var på droneområdet i begyndelsen, var drevet af landskabsfotografer, bryllupsfotografer og alle mulige andre, som kom ind i det ukrainske forsvar med deres civile kompetencer og var bannerfører for, at de med et lille tvist kunne bruges militært,” siger han.

Et andet sted, hvor dronerne har gjort sit indtog, er til søs. Det skete et stykke tid efter invasionen i 2022. Men helt tilbage i 2014, da Rusland invaderede og annekterede Krim, mistede Ukraine størstedelen af sin flåde.

Da Ruslands nuværende invasion begyndte, havde Rusland i starten frit spil i Sortehavet. Det ændrede sig den 13. april 2023, da det lykkedes Ukraine at sænke den russiske sortehavsflådes flagskib, Moskva, med sømålsmissiler affyret fra land. Det tvang russerne til at trække sig tilbage fra kysten med deres krigsskibe. Sammen med ukrainernes generobring af Snake Island, der lå lidt midt i søruten til Odesa, gav det Ukraine mulighed for igen at åbne denne handelsrute og eksportere blandt andet korn via søvejen.

Kort tid efter dukkede de første ukrainske overfladedroner op i bølgerne, fortæller orlogskaptajn Alexander With, militæranalytiker ved Center for Værnsfælles Operationer ved FAK.

”Dronerne er relativt billige. De er effektive, har rigtig lang rækkevidde og kan styres fra land. Det betyder, at Ukraine har presset de russiske skibe længere og længere væk. For Ukraine har bedre råd til at miste dronerne, end russerne har råd til at miste deres krigsskibe,” siger han.

Samtidig har Ukraine angrebet de russiske flådebaser med flyvende droner og vestligt leverede krydsermissiler. Så russerne kunne hverken være i sikkerhed i havnene eller på havet. Derudover kan de kun anvende deres havnefaciliteter i Sevastopol på Krim med meget stor risiko.

Det er et problem for dem, da disse faciliteter herunder tørdokken er essentiel for, at de kan vedligeholde deres flåde. De kan heller ikke sejle flåden ud af Sortehavet, fordi Tyrkiet har lukket Bosporusstrædet med hjemmel i Montreuxdeklarationen. Derfor er Rusland nu begyndt at anvende nye havne så langt væk som i Abkhasien i den russisk besatte del af Georgien. Men det kan ikke helt erstatte de faciliteter, som Sevastopol har. Den nye virkelighed på Sortehavet har stor betydning for Danmark.

”Landbaserede sømålsmissiler og droner betyder tilsammen, at krigsskibe er blevet mere sårbare i kystnære farvande. Hvis man perspektiverer til danske forhold, kan man betragte Østersøen som et skydetelt, på den måde at alle kan skyde ind i den. For det er svært at gemme sig, og der er ikke nogen steder, hvor du ikke er inden for våbenrækkevidde,” siger Alexander With.

Derfor er Danmark også nødt til at forholde sig til en ny virkelighed, hvor krigsskibe har svært ved at operere tæt på land, understreger han.

”Ikke forstået på den måde, at krigsskibe bliver forældede. Men jeg tror, at i fremtiden vil det være svært at føre effektiv søkrig, hvis man slet ikke byder ind på droner. Sådan er det ofte, når der bliver opfundet et nyt våben: Så bliver man nødt til at integrere dette våben i de eksisterende styrker, og dem, der ikke evner at gøre det på en god måde, vil kæmpe med den ene arm på ryggen. Så jeg tror, at droner gradvist vil overtage flere og flere opgaver, som andre platforme traditionelt har løst.”

Det er ikke kun på slagmarken, at Danmark er nødt til at forholde sig til både de flyvende og sejlende droner.

”Vi skal forberede os på dronetruslen i forhold til den hybride trussel. Få mennesker med droner, både i luften, på landjorden og til søs, kan pludselig trænge ind i vores kritiske infrastruktur. Her er det en treenighed af politi, forvalterne af den kritiske infrastruktur og Forsvaret, som skal blive bedre til at imødegå den trussel. Her kan reservister, som går ude ved eksempelvis politiet eller ved kritisk infrastruktur og får sig noget erfaring, tage den viden med og anvende den i Forsvaret,” siger Rasmus Ross.

På slagmarken taler man om, at det sted, hvor to enheder grænser op til hinanden, den såkaldte skillelinje, er et svagt punkt. For her kan der opstå tvivl om, hvem der har ansvaret, fortæller Alexander With. Det samme gør sig gældende, når vi ser på den kritiske infrastruktur, hvor mange aktører er inde over. Afhængigt af, hvordan truslen materialiserer sig, skal den imødegås af enten Forsvaret, Politiet, civile myndigheder eller private aktører, eller af en kombination.

”Danmark er ekstra sårbar i forhold til vores kritiske infrastruktur, fordi der mangler nogen, der kan sætte sig for bordenden, tage det overordnede ansvar for samfundssikkerheden og sikre sig, at de forskellige myndigheder taler sammen. Lige nu har vi en masse myndigheder, der bør synkronisere deres indsats for at beskytte kritisk infrastruktur. Men de er ikke vante til at arbejde sammen, de må ikke træffe beslutninger ind over hinandens ansvarsområder, og de ved ikke, hvem der skal gøre hvad i sager, hvor deres ansvar overlapper hinandens. I Sverige har man en minister for samfundssikkerhed. Om vi skal have det samme i Danmark, ved jeg ikke. Men der mangler nogen, der kan sætte sig for bordenden og sørge for, at der sker noget,” siger han.

Samtidig skal vi som samfund være bedre til at sikre os, at vi kan rejse os efter et eventuelt angreb, fortæller Carsten Marrup.

”Vores infrastruktur i Danmark skal have en form for resiliens. Det hjælper ikke noget, at vi ikke har reservedele til vores kritiske infrastruktur, hvis man eksempelvis rammer transformatorstationer eller lignende,” siger han.

Det er Kenneth Nymand Pedersen helt enig i.

”Den logik er jo nem empirisk at bevise: Hvis vi ser på COVID, hvordan forholdt det sig så med at skaffe gummihandsker, håndsprit og mundbind? Hvis det havde været planlagt og øvet, og der var afsat ressourcer, havde det været en lettere opgave at løfte. Men det var det ikke, og så kunne vi ikke lige skaffe det, vi skulle bruge. For alle andre var også i gang med at skaffe det. Det er den logik, der bør gennemsyre måden, vi tænker på.”

Læs også: Indsat som frivillig ved Børsbranden