Hovedstadens virksomheder bakker op om InterForce
22. april afholdte InterForce Region Hovedstaden et skjoldoverrækkelsesarrangement på Kastellet.
Det var en smuk forårsdag, da InterForce Region Hovedstaden, 22. april 2024, afholdte skjoldoverrækkelsesarrangement i Kastellets flotte historiske rammer. 11 af InterForce Region Hovedstadens medlemsvirksomheder mødte op i Kommandantgårdens smukke lokaler, for at blive fejret for deres opbakning til InterForce.
Medlemsvirksomhederne blev budt velkommen af den militære koordinator for InterForce Region Hovedstaden, oberst Peer Sander Rouff. I sin velkomsttale fortalte han om InterForce, den sikkerhedspolitiske situation og vigtigheden af virksomhedernes opbakning til Reservestyrken. Efterfølgende gav Major Jeppe Rysgaard et foredrag om Operation Interflex, hvilket er en britisk ledet operation med støtte til Ukraine ved uddannelse af ukrainske soldater. Danmark har siden juli 2022 støttet operationen med et instruktørbidrag, som i dag omfatter 68 soldater samt en stabsofficer til det britiske HQ Interflex.
Efter foredraget var der rundvisning på Kastellet ved Jakob Dyhr, sikkerhedsofficer på Kastellet. Deltagerne besøgte Kastellets Informationscenter samt monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948; En tid, Et sted, Et menneske. Ved monumentet var der overrækkelse af InterForce-skjoldet til medlemsvirksomhederne. Formand for InterForce Region Hovedstaden Martin Bøge Mikkelsen overrakte symbolet på båndet mellem virksomhederne og InterForce til:
- Beredskabsforbundet
- CTR Secure Services Nordic ApS
- DASPOS A/S
- Grant Thornton
- Malmgren Consulting ApS
- MOE Blik og VVS
- MSKonsulent
- P-Secure ApS
- RackPeople ApS
- Schiøtt Installation A/S
- Sitella ApS
Efter ceremonien blev der budt på en let anretning i Kommandantgården, hvor der var tid til at netværke mellem deltagerne.
Efter to timer var arrangementet slut og folk takkede af. InterForce Region Hovedstaden har efterfølgende fået mange positive tilkendegivelse fra virksomhederne, der takkede for et godt arrangement. InterForce Region Hovedstaden vil gerne takke MJ Jeppe Rysgaard for et fantastisk foredrag, og sikkerhedsofficer Jakob Dyhr for rundvisningen på Kastellet, som var med til at skabe rammen om det vellykkede arrangement.
”Det er af stor betydning, at vi kan vise vores medlemsvirksomheder, hvor meget vi værdsætter deres opbakning. Succesen med dette arrangement viser, at det er en god måde at gøre det på.” Udtaler Martin Bøge Mikkelsen, formand for InterForce Region Hovedstaden.
Se alle billederne fra skjoldoverrækkelserne herunder: