Frivillige kræfter støttede Lysfesten i Haderslev
Omkring 50 frivillige hjemmeværnssoldater hjalp til, da Haderslev fejrede Danmarks Befrielse med Lysfest på byens kaserne.
Af Morten Fredslund
Lørdag aften var det 70. gang, at Haderslev Kaserne dannede rammerne for en Lysfest som markering af Danmarks Befrielse.
Traditionen tro blev der tændt 314 levende lys i kasernefacadens 158 vinduer og et 52 m2 stort Dannebrogsflag blev hejst da et optog med 500 tændte fakler ankom med Tappenstregen fra bymidten med Slesvigske Musikkorps, SMUK, i front.
Skønsmæssigt var mellem 8.000 og 10.000 borgere mødt op for at følge årets lysfest, der siden 2015 også har budt på et kunstnerisk indslag med et storstilet lys- eller 3D animationsshow. I år var det et showprogram med violinisten Harald Haugaard og sangeren Helene Blum i tæt samspil med Haderslev Domkirkes Pigekor og SMUK. Det timelange show bød på imponerende lyssætninger, pyroteknik og skønsang, og såvel i timerne op som under selve showet var de mange frivillige fra Hjemmeværnet indsat for at hjælpe med at holde nogenlunde styr på de mange gæster.
“Det er første gang, jeg er med som Hjemmeværnssoldat, og jeg glæder mig selvfølge til at se lysshowet,” sagde 39-årige Carsten Lauridsen, der var på en af sine allerførste opgaver for Hjemmeværnet.
Førstehjælp og kammeratskab
“Jeg meldte mig ind i Hjemmeværnet i december, og er tilknyttet Hjemmeværnskompagni Haderslev Nord. Det er især min interesse for at lære mere førstehjælp, der fik mig til at melde mig til Hjemmeværnet. Og så kammeratskabet selvfølgelig,” sagde Carsten Lauridsen, der også er hjerteløber – dvs. han har meldt sig til at løbe ud og hente en hjertestarter, hvis en person i nabolaget for hjertestop.
Ud over at støtte Slesvigske Fodregiment med praktiske opgaver og det store overblik over de mange gæster, indgik der også et detachement fra Hjemmeværnet i selve Tappenstregen. Og Flyverhjemmeværnets Musikkorps musicerede i ydre kasernegård, så ventetiden ikke blev for lang inden Tappenstregen og det traditionsrige fakkeltog ankom til kasernen og Lysfesten kunne skydes i gang med afspilning af det originale frihedsbudskab fra 1945.