Bliv rustet mod cyberangreb
InterForce er det danske forsvars bindeled mellem Forsvaret og det civile arbejdsmarked.
Vi har brug for det bindeled for at styrke Danmarks generelle modstandskraft i en usikker tid. En af de ting, vi gør i InterForce, er at tilbyde danske virksomheder kurser i, hvordan de sikrer sig mod angreb på nettet.
For cyberangreb er en af de største trusler, vi står overfor i disse år.
Modstå cyberangreb
InterForce Region Sjælland har i en årrække afholdt arrangementer, hvor virksomheder lærer, hvordan man sikrer sig på nettet.
Arrangementerne har faktisk været så populære, at en række af vores andre regioner nu også vil tilbyde den type undervisning. Derfor vil det til næste år også være muligt at deltage i et cyberarrangement i andre landsdele.
Det vil vi løbende orientere om under ’Events’ her på hjemmesiden.
Cyberarrangement i Roskilde
”Få styr på virksomhedens og underleverandørernes IT-sikkerhed!”
Det var budskabet, da vi i InterForce for nylig afviklede et af vores omtalte cyberarrangementer. Det skete i samarbejde med Roskilde Kommune og Erhvervsforum Roskilde, som inviterede til arrangement på Roskilde Rådhus.
Blandt underviserne var Klaus Munch Kjøller, direktør og cyberansvarlig hos PwC, Troels Langkjær, direktør hos Langkjaer Cyber Security Consulting, og Nadika Bulathsinhala, projektleder for cyberindsats fra Industriens Fond.
De kunne fortælle, hvordan de fremmødte bedst muligt kunne sikre deres virksomheder mod angreb.
Ved samme lejlighed overrakte major Thomas Ludvigsen et InterForce-skjold til direktør Martin Sattrup Christensen fra Erhvervsforum Roskilde. Det skete som tak for, at Erhvervsforum Roskilde har tilmeldt sig som støttevirksomhed til InterForce.
Under ‘Events’ her på siden opdaterer vi løbende med kommende InterForce-arrangementer. Herunder arrangementer om, hvordan du kan sikre din virksomhed på nettet.