Sparekassen Sjælland-Fyn bakker op om ansatte i uniform
Sparekassen Sjælland-Fyn har netop indgået en samarbejdsaftale med InterForce.

Med aftalen bliver sparekassen officiel støttevirksomhed og sender dermed et klart signal om opbakning til de medarbejdere, der bidrager til samfundets sikkerhed gennem deres engagement som reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten.
Sparekassen Sjælland-Fyn, der er en af de største børsnoterede virksomheder i Region Sjælland, indtræder nu fuldt ud som støttevirksomhed i InterForce.
Frihed til at støtte samfundet
Medarbejdere, der er aktive som reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten, vil fremover kunne få op til fem dages fri med løn om året til at udføre tjeneste. Derudover har sparekassen indført fleksible rammer, der gør det lettere at balancere arbejdsliv og frivillig tjeneste – altid med respekt for både medarbejdernes engagement og hensynet til sparekassens drift.
”Det er en integreret del af vores kultur at tage ansvar – både for kunder, kollegaer og det samfund, vi er en del af. At støtte de medarbejdere, der bruger deres fritid og kompetencer på at styrke Danmarks forsvar og beredskab, er derfor helt naturligt for os,” siger HR-direktør Bettina Theilgaard Krohn.

I særlige tilfælde – f.eks. ved udstationering eller længerevarende tjeneste – kan der være mulighed for yderligere orlov efter en individuel vurdering, hvor både stillingens karakter og organisationens behov tages i betragtning.
Et stærkt signal i en ny tid
Samarbejdet med InterForce sker på et tidspunkt, hvor der er øget fokus på samfundets modstandsdygtighed og forsvarsvilje. Ved at blive støttevirksomhed tager sparekassen aktiv del i den fælles opgave med at styrke sammenhængskraften mellem civilsamfundet og Forsvaret – en dagsorden, der også vækker genklang blandt medarbejderne.
”Vi har kollegaer med erfaring fra Forsvaret og Beredskabet, og flere er fortsat aktive som frivillige eller reservister. Det er mennesker med stærke værdier, høj disciplin og stor ansvarsfølelse – egenskaber, som også er vigtige i vores hverdag i sparekassen. Derfor er det både en værdi og en gevinst for os som arbejdsplads at understøtte deres engagement,” fortæller sparekassedirektør Jan Kolbye.

Jan Kolbye har selv en baggrund fra Falck, hvor han var regionsdirektør med ansvar for Brand, Redning og Assistance i Region Sjælland. Den erfaring har givet ham indsigt i, hvor vigtigt det er, at civilsamfundet og de frivillige kræfter støtter op om samfundets sikkerhed og robusthed – en indsigt, der nu er med til at præge sparekassens engagement i InterForce.
