15 virksomheder modtog InterForce-skjold på Kastellet
10. april 2025 afholdt InterForce Region Hovedstaden et stort skjoldoverrækkelsesarrangement på Kastellet. Samtidig blev COWI støttevirksomhed.
Tekst: Kenneth Jørgensen Fotos: Kenneth Ophus

Dagen efter 85-året for Danmarks besættelse havde solen fundet vej til Kastellets historiske omgivelser. Her var 15 af InterForce Region Hovedstadens støtte- og medlemsvirksomheder mødt op for at blive fejret for deres opbakning til InterForce.
Oberst Peer Sander Rouff, den militære koordinator for InterForce Region Hovedstaden, bød virksomhederne velkommen i Kommandantgårdens flotte lokaler.

Netop hjemvendt fra Kosovo berettede han om den seneste udvikling i Ukraine, den generelle sikkerhedspolitiske situation, behovet for oprustning – materielt som på mandskab – samt InterForces baggrund og vigtige formål.
I Kosovo er en deling soldater bestående af fastansatte samt reservister og ansatte hjemmeværnssoldater udsendt i tre måneder. Hovedparten af soldaterne har en dobbelt karriere i det danske erhvervsliv samt i forsvaret og Hjemmeværnet.
Rundvisning på Kastellet
I Kommandantgården trådte direktør for COWI, Henrik Winther, frem foran det store maleri af Kong Frederik 9. for som støttevirksomhed at skrive under på, at virksomhedens medarbejdere, der er reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, kan gøre tjeneste i uniform med fri løn i minimum fem dage om året.
Efter seancen trak de mange fremmødte ud i forårsvejret for at blive budt velkommen af daglig leder Neel Guldbech på Informationscenter til Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948.

Centeret er det eneste sted i landet, der har samlet information om Danmarks over 188 missioner gennem årene. Man er særligt fokuseret på at tiltrække og oplyse de yngre generationer, fortalte hun.
Dernæst viste sikkerhedsofficer Jakob Dyhr rundt på Kastellet med introduktion til Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 – En tid, Et sted, Et menneske, Den Evige Ild og refleksionsrummet med navnene på de, der er omkommet i Danmarks tjeneste.

Ved monumentet overrakte medlem af forretningsudvalget i InterForce Region Hovedstaden og adm. direktør i Nordea Pension, Vivian Byrholt, InterForce-skjolde til medlemsvirksomhederne som symbol på båndet mellem virksomhederne og Forsvaret.
Støttevirksomhederne, der modtog skjold, var:
COWI A/S

Medlemsvirksomhederne, der modtog skjold, var:
Institut for Cyber Risk
Ferno Norden Denmark A/S
NEW&
Poul Sejr Nielsen Service A/S
FLEX-FEB ApS
Velliv
Dansk Erhvervs Entreprise
Sixt Danmark A/S
Tana Copenhagen ApS
HK Entreprise A/S
CVB Invest ApS
Moalem Trading
BankInvest
Helsingør Kommune Beredskab
[Se billederne fra skjoldoverrækkelserne i bunden af denne artikel]
Efter skjoldoverrækkelsen gik turen tilbage til Kommandantgården, hvor deltagerne kunne netværke, mens de nød et let og velsmagende måltid.

Arrangementet sluttede efter to timer.
InterForce Region Hovedstaden vil gerne takke daglig leder Neel Guldbech for den spændende introduktion til informationscenteret, sikkerhedsofficer Jakob Dyhr for rundvisningen på Kastellet, de mange fremmødte medlemsvirksomheder og især direktør i COWI A/S, Henrik Winther, for virksomhedens støttemedlemskab.
InterForce Pillugu
InterForce er et samarbejde mellem Forsvaret og den private og offentlige sektor. Formålet er at forbedre forholdene for personer med dobbeltansvar og at give Forsvaret og Hjemmeværnet bedre mulighed for at nyttiggøre Reservestyrkens kompetencer via erhvervslivets goodwill og samfundssind.














