Udsendt med Hjemmeværnet

Når frivillige i Hjemmeværnet udsendes i internationale missioner, kræver det fleksibilitet fra deres civile arbejdsgiveres side. Mød to udsendte og deres arbejdsgivere.

Uden for en hangar på Roskilde Lufthavn holder et hvidt patruljefly af typen De Havilland Canada – Twin Otter. Det skal afløse Flyverhjemmeværnets to Defender-fly, der er parkeret indenfor. Michael Nielsen betragter to teknikere, der gennemgår det schweizisk-leasede fly.

Det er på tærsklen til weekend. Men i stedet for at holde fri er Michael Nielsen, der er ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, taget til Roskilde for at blive omskolet til den nye flytype. Det går de fleste af hans weekender med for tiden.

Michael Nielsen er nemlig frivillig i Flyverhjemmeværnet: Han er pilot med flyvernavnet ’DOC’ og chef for Eskadrille 270. Ét af patchene på hans grønne flyverdragt vidner om hans mangeårige engagement i den flyvende enhed: 1.750 flyvetimer i Defender.

”Der er meget ukrudt og græs, jeg ikke har fået slået over årene, og mange fødselsdage, jeg er gået glip af,” konstaterer han. I morgen må han endnu en gang gå glip af en fødselsdag, når hans voksne søn fylder år.

I gennemsnit leverer eskadrillens 70-80 aktive frivillige i gennemsnit lidt over 500 timer om året i indsats. Ulønnet vel at mærke. De timer bliver brugt på opgaver for både civile og militære myndigheder med Defender-flyene, som har påmonteret kameraer. De frivillige løser overvågnings- og eftersøgningsopgaver for politiet, opgaver for SKAT og Fiskeristyrelsen samt assisterer Flyvevåbnet med træning og uddannelse.

Det efterlader ikke meget tid til fritidsinteresser. For Michael Nielsen er hans indsats i Flyverhjemmeværnet langt fra en hobby.

”Jeg betragter det som et forpligtende samfundsengagement,” siger Michael Nielsen efter en kort tænkepause.

”Det giver mig noget at bidrage med til samfundet.”

Siden 2007, hvor Michael Nielsen meldte sig som frivillig til Flyverhjemmeværnet, har betydningen af hans involvering ændret betydning for ham. Dét kæder han sammen med verdens tilstand.

”I disse år, hvor mange af de ting, vi tidligere tog for givet – institutionernes urokkelighed og så videre – bliver lidt rystet. Det er ikke nogle enkelte ting – det er ikke nødvendigvis bare Putin, bare Viktor Orbán eller uroen i Mellemøsten. Men meget af det, vi tog for givet, en verdensorden, og også en bestemt orden herhjemme, er lidt under pres,” mener Michael Nielsen. Han peger også på det amerikanske præsidentvalg, Brexit, klimaforandringerne, migrantsituationen og krigen i Ukraine som faktorer, der for ham har styrket betydningen af hans frivillige indsats i Hjemmeværnet.

”Mange virksomheder – både offentlige og private – vælger at støtte ved at kunne give medarbejderen friheden eller i hvert fald fleksibiliteten til at gøre tjeneste, når der opstår akutte opgaver, der skal løses. Her bidrager de til at støtte samfundets sammenhængskraft og stabilitet i bred forstand. Også selv om det måske nogle gange kan være vanskeligt at se for den enkelte virksomhed,” siger han.

Dét engagement betyder også, at Michael Nielsen har været udsendt med Flyverhjemmeværnet tre gange. Alle gangene for EU’s grænseagentur, Frontex. Senest i efteråret 2023, hvor han var udsendt i fem uger.

Missionerne for Frontex består i overvågning af Middelhavet og dermed EU’s ydre grænser. Her skal Michael Nielsen sammen med den øvrige besætning detektere både med nødstedte migranter og opsnappe narkosmuglere med kurs mod Europa.

I de fem uger, hvor Michael Nielsen er udsendt med Flyverhjemmeværnet, tager han ubetalt orlov fra sit arbejde som neurolog. Derfor er der også et arbejdsskema, der skal gå op.

”Det er ikke bare lige sådan at blive udsendt, når man er ledende overlæge,” konstaterer han.

Michaels lægekollegaer skal overtage hans opgaver, mens han er væk. Opgaver, der spænder fra visitationer af henviste patienter, konsultationer med faste patienter og uddannelse af yngre læger. Men han oplever at blive mødt med stor forståelse og fleksibilitet fra sin arbejdsgiver.

Hans nærmeste leder er cheflæge for Aalborg Universitetshospitals afdeling for neurologi, Lotte Vinge. Selv om hun anerkender Michael Nielsen for hans engagement i Flyverhjemmeværnet, har hendes velvilje mindre at gøre med Michaels frivillige tjeneste. Den har mere at gøre med det overordnede mål om at imødekomme en medarbejders ønske om at holde fri i en periode.

”Det er vigtigt at kunne parkere lægeidentiteten en gang imellem og have en anden rolle end ’blot’ læge. Om det så er som forælder eller for eksempel som frivillig i Flyverhjemmeværnet. Så jeg synes, det er vigtigt, at arbejdspladsen giver mulighed for, at medarbejderne gør noget andet, der har værdi for ham eller hende,” siger Lotte Vinge.

Samtidig peger Michaels chef på udfordringer med lægemangel og fremhæver ansvaret over for afdelingens patienter.

”Det skal selvfølgelig være inde for rimelighedens grænser, for vi skal tage hensyn til vores patientansvar. Det er jo hele tiden en afvejning af, hvad vores forpligtelse som afdeling er,” siger Lotte Vinge.

Michael Nielsen lægger også vægt på ansvaret over for sine patienter, når han fortæller om de udfordringer, han forberedte sig på forud for sin udsendelse.

”Jeg har meget med epilepsipatienter at gøre. Det er nogle behandlingsforløb, hvor man kender patienter gennem mange år, og hvor man i hukommelsen har mange ting, som ikke står i journalen. Så der er selvfølgelig et kontinuitetsbrud, hvis patienterne for en periode skal tale med en anden læge, fordi vi har opbygget et samarbejds- og tillidsforhold,” siger Michael Nielsen.

I foråret løb dokumentarserien ’Frivillige i front’ over skærmen på DR, og det var der nogle af Michael Nielsens patienter, der bemærkede.

”Egentlig oplevede jeg, at der også var opbakning fra patienternes side,” siger han.

Bag Københavns Lufthavn, hvor ruteflyene flyver i pendulfart ind og ud over Øresund, og hvor broen og Sveriges sydspids kan skimtes i horisonten, ligger DSB’s klargøringscenter. Her arbejder Oliver Løvgard.

Han er til daglig stationsbetjent og står for klargøring af DSB-tog til drift. I juni er han netop hjemvendt fra en fem måneder lang udsendelse til Kosovo, hvor han var gruppefører for syv andre soldater. En udsendelse, som han har drømt om, siden han meldte sig som frivillig i Hjemmeværnet i 2015.

”Nu var muligheden der for, at jeg kunne prøve mine kompetencer fra min uddannelse i Hjemmeværnet af. Jeg havde den rigtige alder, fysik og holdning til det. Jeg ville gerne have en udsendelse for at kunne sige, at jeg har prøvet det af, jeg har trænet til,” forklarer 30-årige Oliver Løvgard.

Ud over sin uddannelse fra Hjemmeværnet har han en værnepligtsuddannelse og Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse fra henholdsvis Jydske Dragonregiment og Gardehusarregimentet på Bornholm. Som frivillig i Hjemmeværnet har han deltaget i nationale og internationale øvelser samt stået for uddannelse af andre frivillige.

Hjemmeværnets opgave i Kosovo er at bevogte NATO-lejren Camp Novo Selo og patruljere i området. Missionen, der hedder KFOR, har stået på siden 1999 og blev oprettet på baggrund af konflikten mellem Serbien og Kosovo. Hjemmeværnet overtog bevogtningsopgaven fra Hæren i august 2023.

Som gruppefører skulle Oliver Løvgard være bindeleddet mellem KFOR-ledelsen og gruppen af hjemmeværnsudsendte. Han skulle bl.a. sørge for at fordele opgaver og for, at soldaterne var glade og velinformerede, som han siger.

”Mit mål med udsendelsen var at udvikle mig som fører og leder og blive ved med at tillære mig kompetencer,” siger han.

Da muligheden for udsendelsen bød sig, slog han derfor til. Han var ikke nervøs for sin leders, Flemming Laursens, reaktion på, at han bad om orlov i fem måneder. Alligevel var han nervøs for, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

For også på hans arbejdsplads var der vagtplaner, der skulle gå op, og hans kollegaer skulle tage ekstra vagter.

”Jeg mærkede ikke utilfredshed fra mine kollegaer over, at de skulle tage ekstravagter, mens jeg var væk. Vi er vant til at dække ind for hinanden. Det har vi altid været gode til. De var bare spændte på at høre om mine oplevelser,” siger Oliver Løvgard, der ud over opgaverne med klargøring af tog også er vikarierende holdleder og uddanner nye stationsbetjente.

I alt 100 vagter skulle dækkes i hans fravær. Det var da også grunden til, at Flemming Laursen lige i første omgang måtte synke en ekstra gang.

Men så snart dén tanke var passeret, øjnede Flemming Laursen muligheden for, at hans medarbejder kunne udvikle sig og tilegne sig kompetencer, som også ville komme DSB til gode.

”Oliver er en medarbejder, jeg kan se en god fremtid i. Jeg har givet ham et lederkursus for at udvikle ham som leder. Og vi har sammen prøvet at finde ud af, hvor han skal lande; om han skal være leder eller underviser. Jeg kunne se udsendelsen som en fordel, fordi Oliver skulle ned at prøve de færdigheder af,” siger Flemming Laursen, der er produktionsleder, personaleleder for 62 medarbejdere og ansvarlig for al klargøring af tog i DSB’s center i Kastrup. Han har selv været frivillig i Hjemmeværnet gennem 10 år og forstod dermed også Olivers motivation for at afprøve sin træning i praksis.

”Hvis jeg nu havde sagt nej, så kunne det jo være, at han ville sige op. Så hellere støtte og hjælpe,” tilføjer Flemming Laursen. ”Så jeg tænkte selvfølgelig på, hvad der var godt for DSB på lang sigt.”

Flemming Laursen så dermed et potentiale for, at udsendelsen ville hjælpe Oliver Løvgard videre i hans karriere hos DSB og få bedre indsigt i, om han foretrækker at undervise kollegaer eller på sigt blive leder og få personaleansvar som Flemming Laursen selv.

”Når nu man har en dygtig medarbejder, som gerne vil prøve noget andet, og jeg kan hjælpe ham, så han bliver her, vil jeg gerne det. Men det er jo en balance. For hvad nu, hvis han bedre kan lide det militære?” siger Flemming Laursen.

De kompetencer, som Oliver Løvgard drømte om at få prøvet af, er kun blevet skærpet, oplever han selv – allerede kort efter hans retur til sin arbejdsplads.

”Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at forklare mine kollegaer baggrunden for en beslutning eller en ændring på arbejdspladsen. Jeg har fået et mere fast synspunkt og er blevet bedre til at forklare helheden og dermed undgå snak i krogene,” siger Oliver Løvgard, der til oktober starter i en ny stilling i DSB’s klargøringsområde i Næstved.

Ud over det karrierefremmende sigte havde Flemming Laursens støtte til Oliver Løvgard også et andet formål, påpeger han.

”Det kunne jo være, jeg fik en glad Oliver tilbage, som har fået en oplevelse for livet og har fået ladet sine batterier op. Det er jo også en fordel for os. Hvis man er glad, er det jo også bedre for arbejdspladsen og dem derhjemme,” siger Flemming Laursen og kigger over på Oliver Løvgard.

”Er du glad?,” spørger han.

Oliver Løvgard nikker.

”Meget,” bekræfter han.

Læs også: Danmarks garnisonskommune nr. 1