Forsvaret til dansk erhvervsliv: Vi er open for business
Forsvaret skal købe stort ind i de kommende år og kalder sig open for business. Men hvordan kan dansk erhvervsliv byde ind på de milliardstore ordrer?
Det var i fokus, da InterForce onsdag d. 30. august sammen med VL afholdte møde i Søofficersforeningen på Kastellet. Chefen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) var hovedtaler.
Populære møder
Det er blevet et tilløbsstykke for danske erhvervsledere, når InterForce hvert år afholder møder for toppen af dansk erhvervsliv i samarbejde med VL – et møde i Østdanmark, typisk i Hovedstaden, og et i Vestdanmark.
Sidste år blev møderne afholdt på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot og i Danske Banks nye flotte domicil ved Aarhus Havn. Rusland havde med sin ulovlige invasion af Ukraine igen skabt krig i Europa. Forsvarets øverste ledelse informerede derfor grundigt om Danmarks nye sikkerhedspolitiske situation.
Nu har et bredt flertal i Folketinget besluttet sig for, at dansk forsvar og beredskab skal oprustes betydeligt. Derfor var det oplagt at bede chefen for FMI, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, fortælle, hvor dansk erhvervsliv kan byde ind i forhold til de kommende års store materielanskaffelser. For FMI er i høj grad open for business, også for dansk erhvervsliv.
Søofficersforeningen på Kastellet
Mødet blev afholdt i Kongesalen i Søofficersforeningens smukke lokaler på Kastellet. Administrerende direktør i VL, Ida Bratting Kongsted, bød velkommen og takkede InterForce for det flerårige samarbejde.
Chefen for InterForce, pens. generalmajor Finn Winkler, gav deltagerne en introduktion til InterForces mange tilbud. Inden aftenens hovedtaler gik på, fortalte næstformanden i Søofficersforeningen, orlogskaptajn Christian Greulich Meinertz, derefter kort om de historiske lokaler, hvor man bl.a. kan læse nogle af Tordenskjolds håndskrevne breve.
En ny virkelighed
Efter en kort pause ankom aftenens hovedtaler, chefen for FMI, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen.
Han fortalte, hvordan vi befinder os i en helt ny virkelighed i forhold til for bare et par år siden: Forsvarets fokus er nu på vores nærområde, inklusive Færøerne og Grønland. Og på at opfylde NATOs nye styrkemål, der pålægger Danmark at opruste betragteligt på vores luftforsvar, anskaffe udstyr til at opspore og bekæmpe russiske ubåde i Nordatlanten, få bedre signal-efterretninger, opstille en tung brigade og generelt have et langt større fokus på Arktis.
Det vil de kommende års materielanskaffelser i høj grad blive præget af.
Derudover kunne generalløjtnanten fortælle, at han mødes med en ukrainsk materielchef hver 14. dag for at koordinere Danmarks mange bidrag til Ukraines forsvarskrig. Det giver FMI et unikt indblik i, hvilket materiel der i praksis fungerer på en moderne slagmark, og hvad der ikke gør. Det gør dansk forsvar langt skarpere på, hvad der skal indkøbes i de kommende år.
Stor spørgelyst
FMI har normalt et årligt budget på ca. 10 mia. kr. Men nu er styrelsen oppe på godt 20 mia. kr., svarende til ca. 1% af Danmarks samlede BNP.
Disse mange penge vil i den kommende tid bl.a. blive brugt til at indkøbe materiel til arktisk overvågning og krigsførelse, udvidet IT-sikkerhed og et udvidet luftforsvar.
Det gav anledning til en række spørgsmål fra de deltagende erhvervsledere, som chefen for FMI beredvilligt svarede på:
Hvad er indkøbsprocessen, når FMI skal købe udstyr, og hvordan byder man som dansk virksomhed ind i den proces? Er Forsvaret gearet til disse store indkøb? Hvilke konkrete dele af dansk forsvar skal styrkes? Hvor mange af disse indkøbsordrer forventer FMI at lægge hos danske virksomheder?
Open for business
Chefen for FMI opfordrede i høj grad de fremmødte erhvervsledere – og danske virksomheder generelt – til at kontakte FMI.
Det er selve udgangspunktet for den vigtige open for business-dialog, FMI ønsker at have med dansk erhvervsliv. I modsætning til, hvad nogle tror, laver FMI også lange rammeaftaler, op til 10-15-20 år, med erhvervslivet. Men inden man som virksomhed går i gang med at investere i en bestemt produktion, som man mener Forsvaret vil være interesseret i, skal man tage en grundig dialog med FMI.
Den dialog kan man starte ved at skrive til OpenForBusiness@mil.dk. ”Skriv til os!” var chefen for FMIs klare opfordring. Og benyt mulighederne for at sparre med erhvervsorganisationernes militærfaglige rådgivere.
Det fornyede fokus på vores nærområde og på forsyningssikkerhed har givet danske virksomheder nogle helt nye muligheder for samarbejde med Forsvaret. Og med etableringen af National Forsvarsteknologisk Center, NFC, er det blevet nemmere for forsvarsindustrien, Forsvaret og danske virksomheder at komme i dialog med landets ypperste teknologiforskere på de danske universiteter.
Endelig opfordrede generalløjtnanten danske virksomheder til at tage et grundigt kig på FMIs materielanskaffelsesplan. Den kan du læse ved at klikke her. Det er et dynamisk dokument, der giver et godt indblik i, hvornår FMI laver markedsundersøgelser og udbud på forskellige materielanskaffelser i den kommende årrække.
Networking og gensyn
En vigtig del af InterForces / VLs fælles møder er muligheden for, at erhvervsledere kan netværke – ikke bare med hinanden, men også med Forsvarets øverste ledelse.
Efter chefen for FMIs oplæg blev der serveret varme anretninger og drikkevarer, som deltagerne kunne tage med sig rundt til videre dialoger i Søofficersforeningens lokaler.
InterForce og VL forventer at afholde et nyt møde i starten af 2024 i Vestdanmark.
Læs også: Sooq InterForce tapersersussavarput?