Reservestyrken yder uvurderlig bistand under corona-krisen
Rigspolitichefen betegner Hjemmeværnets rolle og bemanding af Danmarks største callcenter som ‘hel uvurderlig’. Netop nu søger Forsvaret flere hjælpere fra Reservestyrken.
Af Morten Fredslund
”Jeg vil gerne sige tak til Hjemmeværnet for en hel uvurderlig bistand. Det var ikke gået uden dem.”
Det siger rigspolitichef Thorkild Fogde i et interview til Altinget – Forsvar, hvor han understreger betydningen af især Hjemmeværnets støtte til corona-callcentret, som er oprettet i Jonstruplejren.
“Du kan godt få ”manpower” med lidt længere varsel andre steder, for eksempel hos Beredskabsstyrelsen, som vi også har et tæt samarbejde med. Men hvis du skal bruge folk, der smider hvad de har mellem hænderne og møder ind dagen efter, så er det Hjemmeværnet vi går efter.”
Behovet for et corona-callcenter, hvor nervøse borgere kan hente råd og vejledning, stod hurtigt lysende klart, da corona-pandemien tog fart. Den 6. marts oprettede Rigspolitiet derfor landets største af slagsen i Jonstrup-lejren og bemandede det indledningsvist med 75 frivillige telefonpassere fra Hjemmeværnet. Senere kom yderligere 100 hjemmeværnssoldater til, ligesom personel fra reserven, Beredskabsstyrelsen og frivillige organisationer også er med til at svare på de op mod 16.000 opkald, som callcentret modtager i døgnet.
“Vi har ikke en generel sikkerhedsreserve, vi kan trække på i dansk politi. Derfor er Hjemmeværnet i vidt omfang vores sikkerhedsreserve, når der skal bruges mandskab til de her opgaver,” forklarer Thorkild Fogde til Altinget – Forsvar.
I alt har knap 1.000 frivillige hjemmeværnsfolk været involveret i at holde Hjemmeværnets bidrag til callcenteret kørende. Hertil kommer en række soldater fra forsvarets reserve, der sammen med Hjemmeværnets frivillige samlet betegnes Reservestyrken.
Netop nu søger Forsvaret cirka 50 personer fra Reservestyrken – eller blot med tidligere ansættelse i Forsvaret – til bemanding af callcentret, som har været bemandet uafbrudt siden etableringen. Personellet i callcentret ansættes på korttidskontrakter og kan forholdsvis hurtigt opsiges, når der ikke længere er behov for en telefonisk corona hot-line.
“Det er som led i en naturlig udskiftning nu, hvor skoler og uddannelsesinstitutioner er kommet i gang efter sommerferien, at vi søger nye folk. I øjeblikket er vi mellem 120-130 hjemmeværnssoldater, og vi skal genre op i nærheden af de 200,” siger seniorsergent Jan Friberg fra Hjemmeværnets Corona-kompagni, der hører til ved Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn.
Som man kan læse i InterForce Årsmagasin 2020, bemander personel fra Reservestyrken også en række andre funktioner affødt af corona-pandemien. Indledningsvis hjalp man regionerne med adgangskontrol ved en række hospitaler ligesom man deltog i den udvidede græsekontrol. Hjemmeværnet er fortsat involveret i driften af nogle de corona-testcentre, der er opstillet rundt omkring i landet.