- By Morten Fredslund

Erhvervslivet skal tage et medansvar

Forsvarschefens appel til civile erhvervsledere var ikke til at tage fejl af, da VL og InterForce gennemførte det første af en række fælles workshops.

Af Morten Fredslund

Cybersikkerhed, InterForce og Forsvaret er omdrejningspunktet for de seks workshops, som Selskab for Virksomhedsledelse, VL, og InterForce gennemfører i fællesskab i løbet af foråret. 

Det første møde fandt sted den 24. februar i Danske Banks markante og spritnye kundedomicil ved Århus Sydhavn, hvor 92 erhvervsledere fra VL-grupperne var mødt op til det overtegnede arrangement.

– Engang var forsvaret af Danmark alene et militært anliggende. Det er det ikke længere, og i dag har vi brug for samfundets samlede ressourcer – og det gælder også de ressourcer, der er ude i jeres virksomheder. I er nødt til at tage et medansvar, hvis vi skal forsvare Danmark, sagde forsvarschefen, general Bjørn Bisserup, da han efter den første pause indtog podiet på 5. sal i det imponerede nybyggeri. 

Forsvarschefen, general Bjørn Bisserup understregede, at han ikke var kommet til Århus for at reklamere for InterForce, men tilføjede med et glimt i øjet, at han dog forventede, at hovedparten af de 92 virksomhedsledere var blevet støttemedlemmer, inden arrangementet blev afsluttet med networking og middag. Foto: Morten Fredslund.

Forsvarschefen kom med sin appel efter en gennemgang af den generelle sikkerhedspolitiske udvikling, som han anser for mere kompleks end nogensinde før i de knap 40 år, han har været en del af Forsvaret.  

Arktis, Rusland, Afghanistan, Irak, Syrien, Afrika, USA, Kina og Asien var alle lande, områder eller kontinenter, som Bjørn Bisserup kom ind på under sin gennemgang af det samlede sikkerhedspolitiske billede, som forsvarschefen i alt betegnede: relativt komplekst.

– Der, hvor I kommer ind i billedet, er i forsvaret af Danmark, som vi er forpligtiget til i henhold til NATO’s Artikel 3, sagde Bjørn Bisserup og viste en planche, der illustrerede, hvor relativt få danske, militære enheder, der vil være tilbage i Danmark, såfremt Forsvaret bliver involveret i en international krise eller konflikt. 

Skal bidrage til robusthed

– Det der primært er tilbage er ca. 15.000 aktive i Hjemmeværnet samt Totalforsvarsstyrken – i alt ca. 20.000 soldater, som skal føres af personel fra reserven. Det er nyt, og det betyder, at vi har brug for flere reservister, end vi har haft i lang tid. Forsvaret har i perioden 2004-2014 ikke været særligt gode til at prioritere reserven specielt højt, men det har vi nu lavet om på, sagde Bjørn Bisserup.

Ud over at give en generel orientering om den sikkerhedpolitiske situation, understregede forsvarschefen, at Forsvarets behov for at kunne trække på såvel personel af reserven som frivillige i Hjemmeværnet vil stige markant de kommende år. Foto: Morten Fredslund

Både Hjemmeværnet og reserven – samlet kaldet Reservestyrken – får i den indeværende forligsperiode flere opgaver, og blandt andet øges reserven på de nuværende 2900 soldater med ca. 500, der skal være førere for Totalforsvarsstyrken samt yderligere 600, der generelt skal bidrage til større robusthed. 

– Vi skal simpelthen bruge en større del af reserven og Hjemmeværnet end tidligere. Og hvori består jeres del af den her opgave så? Jo, vi ved jo godt, at det kan være svært at sige ja til en medarbejder, der har forpligtiget sig til at stå til rådighed for forsvaret i eksempelvis 30 dage om året, hvor han eller hun så ikke kan være tilstede på sin civile arbejdsplads – uanset om det er en privat eller offentlig arbejdsplads. Derfor har vi etableret InterForce. For at vi – modsat en del andre lande – ad frivillighedens vej kan udvikle forståelsen og relationerne mellem Forsvaret og de civile virksomheder – og dele den arbejdskraft, vi taler om her, sagde forsvarschefen, inden der var tid til spørgsmål fra salen.

Herfra blev der blandt andet spurgt ind til Forsvarets relation til den teknologiske udvikling i erhvervslivet, Forsvarets engagement i Space-segmentet, i forhold til det militære samarbejde i Europa samt Forsvarets rolle i beredskabsplaner angående Coronavirus. Men også spørgsmål om, hvorvidt Forsvarets kapaciteter er kalibreret korrekt ift. til prioritering af forskellige områder såsom konventionelt materiel, droneforsvar og cyber.

Cybersikkerhed er et ledelsesansvar

Og netop cybertruslen er det indledende tema på alle VL- og InterForce-workshops. I Århus var det policychef i Center for Cybersikkerhed, Eva Leisner, der fortalte om de forskellige former for cybertrusler, som i både omfang og intensitet stiger med skræmmende hastighed.

Policychef i Center for Cybersikkerhed, Eva Leisner fortalte om de generelle cybertrusler, som potientielt kan ramme alle virksomheder. Foto: Morten Fredslund

– Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og risikoen for cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj. Et af de allerbedste råd er derfor: opdatér, opdatér, opdatér, sagde Eva Leisner og tilføjede: 

– Det er jer virksomhedsledere og -ejere, der skal tage teten. Virksomhedens cybersikkerhed skal forankres i ledelsen. I har ansvaret for forretningen, og I beslutter risikoappetitten – og hvor mange penge og ressourcer, der skal bruges på at sikre virksomheden bedst muligt. Det er jeres ansvar.

Det var ikke første gang, at begrebet ansvar blev bragt på banen i løbet af aftenen. For VL, der har knap 4.000 medlemmer fordelt i 121 VL-netværksgrupper, har ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’ som årstema. 

Adm. direktør i VL Ida Bratting Kongsted bød velkommen og fortalte kort om VL’s årstema ’Responsible Business – A Competitive Advantage’. Foto: Morten Fredslund

– Med temaet ’Responsible Business – A Competitive Advantage’ tager vi initiativ til at sætte fokus på ansvarlighed som en del af virksomhedernes strategi og som en konkurrencedygtig ledelses- og forretningsmodel. Vi skal opføre os ordentligt. Selvfølgelig skal vi overholde den gældende lovgivning, men vi skal også kunne holde fast i at opføre os ordentligt og tage ansvar, når vi er pressede – og derfor skal vi gøre ansvarlighed til en konkurrencefordel, sagde adm. direktør i VL Ida Bratting Kongsted, da hun bød de mange erhvervsledere velkommen.

Et godt match

Til mødet i Århus var 12 af de i alt 121 VL-grupper repræsenteret i forsamlingen. 

Blandt dem hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, der er chef for de godt 10.000 ansatte på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hospitalet har i en årrække været medlem af InterForce, og har desuden lagt hus til virksomhedsbesøg for InterForce-virksomhederne.

– Det virker helt naturligt, at VL og InterForce rykker sammen og laver et arrangement som det her. Temaet er jo både relevant for Forsvaret, for InterForce og for virksomhederne. Og temaet cybersikkerhed synes jeg personligt er interessant, men helt konkret også meget interessant for en virksomhed som den, jeg er leder for. Vi er pr. definition en virksomhed, der er meget sårbar i forhold til cybertruslen, siger Poul Blaabjerg, som selv er medlem af VL-netværksgrupppe 6.

Blandt de øvrige deltagere – og fra samme VL-gruppe – finder vi Kenneth Boll, der CEO i Raptor Services, som bl.a. rådgiver og udvikler it-løsninger:

– InterForce er nyt for mig, men en god idé at koble på et VL-møde. Det er jo et godt sted at få indsigt i, hvad det her er for en størrelse, og gør det ‘mindre farligt’ på en eller måde, siger Kenneth Boll.

Overvejer du at blive støttevirksomhed?

– Det kunne jeg godt overveje. Men jeg synes, behovet skal komme nedefra og op. Så hvis nogen en dag kommer og får brug for frihed på grund af det, som forsvarschefen nævnte, vil det helt sikkert være en mulighed.

Pensionsrådgiver ved Danica Pension Mogens Nørgaard Kristensen introducerede de mange erhvervsledere til den regionale InterForce Region Midtjylland. Mogens Nørgaard Kristensen er selv reserveofficer og en del af regionens InterForce-ambassadørkorps, hvis øvrige medlemmer også blev præsenteret for deltagerne i aftenens arrangement. Foto: Morten Fredslund 

Fra Arla Foods er Henrik Linderberg mødt op i sin egenskab af Head of Commercial Development.

– Skal jeg være helt ærlig, ved jeg faktisk ikke, om vi er medlem af InterForce. Men jeg ved, at vi hos Arla har ret mange ansatte, der også er frivillige i Hjemmeværnet, så et medlemskab er i høj grad relevant. Samtid er Arla Foods også en virksomhed med et stort samfundsansvar, så det er da noget, jeg synes, vi burde være medlem af. Det er dog uden for mit domæne at beslutte, men jeg tager gerne tilbage og løfter InterForces idé og formål på ledelsesgangen, siger Henrik Linderberg. 

Stående en håndfuld af Region Midtjyllands InterForce-ambassadører, der alle er en del af reserven. Fra venstre ses Henrik Herold, CEO i Randers Regnskov, Head of Operations Nordics hos APM Terminals Per Bøch Andersen, kontaktdirektør i reklamebureauet Skabertrang Søren Vestergaard, adm. direktør og rådgiver Lars Johansson og Hans Jørn Laursen, direktør for Teknik & Miljø hos Viborg Kommune. Foto: Morten Fredslund
 

De øvrige VL workshops, hvor cybertruslen, Forsvaret og InterForce er på programmet gennemføres hhv. i København den 25. februar, i Fredericia den 18. marts, i København den 2. april og i Aalborg den 16. april.