Jagtarrangement ved Haderslev
Alle InterForces regioner afholder i løbet af efteråret og vinteren jagter på Forsvarets terræner, som man som InterForce-medlem kan deltage i.
Det er også tilfældet i InterForce Region Syddanmark. Her blev der trods kulden afholdt en flot og solrig jagtdag i terrænet i Haderslev.
Både stemningen og humøret var i top lige fra begyndelsen. Det hele fik lige et ekstra nyk op, da den dygtige hornist Ulrik Antonsen blæste jagten i gang.
Major Henning Roland Dons og hans dygtige folk ledte deltagerne gennem en velgennemført jagt, og der manglede intet undervejs.
Dagen endte både med et flot jagtresultat og en særdeles veltilberedt frokost i messen, som traditionen tro bestod af biksemad med spejlæg og bearnaisesovs i rigelige mængder.
Læs også: InterForces Oksbølarrangementer