Plads til reserven i ny infanteribataljon
I fredags fik Slesvigske Fodregiment genudleveret sin fane efter 18 år i mølpose. Regimentet bliver omdrejningspunkt for opbygningen af en Let Infanteribataljon, der i 2023 vil bestå af omkring 500 fastansatte soldater og 150 værnepligtige.
I bataljonens organisation vil indgå op til 25 stillinger øremærket reservepersonel af alle grader. Det fremgår af et stillingsopslag på karriere.forsvaret.dk, hvor bataljonen søger en chef for reserveentiteten – det vil sige den samlede reservestruktur i enheden.
Ifølge opslaget er det planen, at bataljonens samlede reserve vil komme til at bestå af 14 officerer, ni befalingsmænd og to konstabler, og reserven vil dermed udgøre cirka fem procent af bataljonens organisation.
XII Lette Infanteribataljon er den eneste af sin slags i hæren. Let infanteri udmærker sig ved at være specialiseret i at kæmpe til fods og er særligt egent til højt beredskab og til hurtig indsættelse over større afstande til lands, vands og fra luften.
“Sammen med Hærens øvrige enheder fuldender vi dermed hærens evne til at levere et komplet katalog af kampenheder. Soldaterne skal være klar til at kæmpe til fods i alle miljøer, mens de lever af rygsækken, og det medfører naturligt højere fysikske krav til den enkelte soldat. Let infanteri kan indsættes til eller i samarbejde med specialoperationsstyrker og nationalt som støtte til Politiet,” sagde chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, under fredagens genudleveringsparade på Hadeslev Kaserne.
XIII Lette Infanteribataljon vil med godt 500 soldater i 2023 udgøre krumtappen ved Slesvigske Fodregiment, der i fredags fik genudleve-
ret sin fane af H.M. Dronningen. 25 stillinger i bataljonen er øremærket personel af reserven. Foto: Morten Fredslund
Bygges op fra bunden
Den ny bataljon skal bygges op helt fra bunden, og mens bataljonsstaben på nuværende tidspunkt er på plads, vil de første værnepligtige tilgå enheden til august, hvor de skal gennemføre deres basisuddannelse. Værnepligtskompagniet vil danne afsæt for opbygningen af det første kompagni. Sideløbende udvikles finskyttesektionen, og fuldt opbygget vil bataljonen have et stabskompagni, tre infanterikompagnier og et uddannelseskompagni med værnepligtige.
Det var H.M. Dronningen, som i fredags genudleverede fanen til Slesvigske Fodregiment, som blev nedlagt i 2001. Ved paraden deltog desuden forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, forsvarschef, general Bjørn Bisserup samt en række militære chefer fra hærens myndigheder.
Stillingen som chef for reserven ved XIII Lette Infanteribataljon har ansøgningsfrist den 24. februar. Ifølge opslaget søger bataljonen en major af reserven, og man bør søge stillingen, hvis manbrænder for ledelse, er selvstændig og kan fremstå som en synlig leder – også på afstand. Desuden bør man trives i et miljø, hvor man har muligheden for at forme og udvikle reservens kompetencer og arbejdsopgaver.