- By InterForce

InterForce Årsmagasin 2020 er på gaden

1.996 støttevirksomheder modtog i midten af juli måned et nyt InterForce-tiltag, nemlig et 44-siders eksklusivt årsmagasin. Magasinet ser dels tilbage på året, der gik, dels går det især i dybden med “hvorfor Reservestyrken” og derfra “hvordan Reservestyrken”.

I en del år har den skrevne del af InterForces kommunikation primært været lagt an på fire årlige udgaver af bladet InterForce News: 20 sider i kvartalet med nyt fra forsvarets verden og baggrundsartikler. I år er ressourcerne fordelt lidt anderledes:

32 siders “fælles stof” og 6 x 8 siders regionalt stof – det har været en stor opgave at færdiggøre Årsmagasin 2020 midt i en coronatid, men medio juli modtog støttevirksomhederne endelig resultatet af anstrengelserne. Foto: InterForce.


“Vi har ønsket at lave et produkt, som er mere langtidsholdbart end det ellers, mener vi selv, fine blad, som InterForce News er. Formmæssigt har vores mål været den håndgribelige følelse at have et eksklusivt magasin i hænderne; noget, som man gerne lader ligge fremme i receptionen eller kantinen hos virksomheden i lang tid. Det produkt synes jeg, vi har fået,” siger Finn Winkler, der er chef for det centrale InterForce-Sekretariat i København.

Ikke mindst grundet coronasituationen udkom InterForce Årsmagasin 2020 noget senere end planlagt (sommer i stedet for forår), men omvendt gav det mulighed for fx at få en historie med om Hjemmeværnets omfattende indsats i relation til netop pandemien – et eksempel på, hvorfor Reservestyrken er relevant.

Hvorfor og hvordan The Reserve Force
“Målet med magasinet har været at sætte ord på, hvorfor indsatsen af hjemmeværnsfrivilllige og reservister er samfundsvigtig, og i forlængelse heraf hvordan det så er muligt at få det til at fungere medarbejder og civil arbejdsgiver imellem,” siger Thorbjørn Hein, der har været InterForce-Sekretariatets redaktør for magasinet.

Således opridser sikkerheds- og forsvarspolitisk ekspert Peter Viggo Jakobsen, hvorfor man i fremtiden må lægge endnu mere vægt på en troværdig Reservestyrke. I et andet eksklusivt interview udtrykker forsvarsminister Trine Bramsen, hvordan virksomheder og organisationer, der er medlem af InterForce og aktivt støtter reservestyrkemedarbejdere er med til at løfte en særlig samfundsopgave. Og så er der virksomhedshistorierne fra de enkelte regioner.

“En ambitiøs feature ved magasinet er, at hver af de seks InterForce-regioner har deres egen sektion i midten af tryksagen. Disse sider bruger vi bl.a. på at præsentere regionale virksomheder, der i praksis får det til at fungere med at give frihed til militær tjeneste. Vi har ønsket eksempler fra den virkelige verden og ikke skåltaler om InterForce,” siger Thorbjørn Hein.

Han tilføjer, at hvis man selv er reservist eller hjemmeværnsmand, og arbejder i en organisation, der er velvillig over for friheden til militær tjeneste, er InterForce-Sekretariatet altid interesserede i at fortælle den historie som inspiration til andre.

InterForce-Sekretariatet takker i forbindelse med udgivelsen journalist Morten Fredslund og medredaktør Niels Jørgensen for en jætteindsats med at komme i mål med projektet.

De seks forskellige udgaver af InterForce Årsmagasin 2020 kan findes i magasinarkivet, ligesom der nu er oprettet et afsnit til årsmagasinet på hver regions side.