I Skattestyrelsen med militæruniform i skabet
I Skattestyrelsen lægger man ikke skjul på, at der blandt medarbejderne er reservister og frivillige fra The Reserve Force. Tværtimod støtter man offentligt op om dem, når de ønsker at blive udsendt i uniform.
”Om få uger skifter Tue midlertidigt sit medarbejderskilt i Skattestyrelsen ud med en sergentuniform, når han skal på mission for NATO i Bagdad i Irak”
”I mandags fløj Jacob fra Kastrup Lufthavn til Letland. Ikke i sin egenskab af medarbejder i Skattestyrelsen, men som reserveofficer på vej mod to ugers tjeneste i en NATO-stab”
Begge overskrifter er historier om soldater fra Reservestyrken, som inden for de seneste måneder er poppet op på Skattestyrelsens LinkedIn-profil. Også internt i styrelsen har medarbejderne kunnet læse længere beretninger på deres intranet om kolleger eller chefer, som rejser ud for at gøre tjeneste som reserveofficer eller -befalingsmand.
Det er der en grund til – for det er gode historier. Det mener i hvert fald kontorchef i Skattestyrelsens fagområde Borger- og Virksomhedskontakt, Steffen Uglvig Jensen. Han gav i starten af året en af sine teamchefer grønt lys til at forlade kontoret i 14 dage for deltage i en NATO-øvelse i Letland.
”Det er en supergod mulighed. Min teamleder, Jacob, tager ud, gør en solid forskel for forsvaret og gør sin pligt for Danmark – det er i sig selv en stor glæde. Men han kom også hjem igen med ny viden, genopfrisket motivation og nye perspektiver på tingene. Der er ingen tvivl om, at han også vendte tilbage med nye egenskaber og vinkler på den måde, vi arbejder med tingene på. Det er meget værdifuldt for ham og for os. Og det skaber kompetencer, som vi normalt må betale dyrt for, hvis jeg eksempelvis skulle have sendt ham på et eksternt kursus,” siger Steffen Uglvig Jensen.
En god eksponent
Steffen Uglvig Jensen er kontorchef i Skattestyrelsens fagområde, som er ansvarlig for at opkræve skatter for 1.300 mia. kr. om året.
Med 5.200 ansatte fordelt på 20 afdelinger rundt omkring i landet er Skattestyrelsen landets største styrelse. Blandt medarbejderne er der adskillige, som har en rådighedskontrakt, der forpligtiger dem til at forrette militærtjeneste i et antal uger om året.
”For sådan nogle bureaukrater som os er det en svær balancegang, da vi ikke kan give folk med en militær baggrund forrang eller særlige fordele – f.eks. i forbindelse med stillingsopslag. Men det er en rigtig god egenskab, at man har nogle af de kompetencer, som jeg har opfattelsen af, man får med sig fra forsvaret. Jacob er eksempelvis en rigtig god eksponent for, at man forstår en kommandostruktur, er snarrådig og er indstillet på at lykkedes med sin mission, selv om man møder modstand. De egenskaber ligger så dybt, at han nærmest i sit daglige arbejde er på mission for fædrelandet,” siger Steffen Uglvig Jensen og tilføjer:
”Derudover er han eminent til finde gode løsninger på pludselig opståede problemer. Andre ville måske blot sætte sig ned og sige, at verden går mig imod, og jeg har ikke de rammevilkår, jeg skal bruge. Men dér er han meget mere klar på, at sådan er det nogle gange. Af og til sidder man fast i mudderet på en bar mark et sted i et øvelsesterræn. Det kan man her på arbejdspladsen overføre til f.eks. et it-nedbrud, hvor der er brug for refleksion i forhold til situationen og i forhold til de mulige løsninger, der virker i praksis. Dét kan Jacob. Man kan tydeligt se, at nogle af de logikker, han bruger her, er nogle, han har tilegnet sig fra forsvaret.”
Aftaler, planlægning og varsel
Kontorchefen lægger ikke skjul på, at det kræver gode aftaler, langsigtet planlægning og rettidig varsel, hvis man skal kunne lykkes med at sende en leder på militærøvelse i udlandet i flere uger.
”Med de patriotiske briller på har det karakter af borgerligt ombud. Det er noget, man bør gøre, hvis man har evnerne og mulighederne for det. Det andet er, at jeg ikke kan se, at jeg som chef mister noget ved det. Men det er da en udfordring, at jeg skal undvære ham i 14 dage – det er det uden tvivl. Men det må man planlægge sig ud af”, siger Steffen Uglvig Jensen.
Han og Jacob har en aftale, der betyder, at kontorchefen varsles et halvt til et helt år, inden Jacob skal deltage i aktiviteter i uniform.
”Det er vigtigt, så vi kan se på det, planlægge efter det og Jacob kan forventningsafstemme det med de folk, han har i sit team. Det har ikke givet problemer, at han er taget afsted. Vi savner ham, vi mangler ham og hans egenskaber i det daglige – men prisen for at holde ham glad, fordi han gør den forskel, og han også kommer hjem med skarpe vinkler på tingene, er berigende for vores butik. Så jeg synes absolut, at den samlede businesscase er positiv,” siger Steffen Uglvig Jensen.
En del af planen
For chefkonsulent og teamleder Jacob er det en stor glæde, at hans arbejdsplads bakker op om hans udsendelser. For selve muligheden for at aftale og få op til fire ugers frihed til militærtjeneste var en klar målsætning, da han søgte stillingen i Skattestyrelsen i 2020.
”Da jeg opsagde mit forrige job i Københavns Kommune, lavede jeg en plan for, hvordan mit fremtidige arbejdsliv skulle se ud. En del af ligningen var et langt større engagement som reserveofficer – en bibeskæftigelse, som min arbejdsgiver skulle være indforstået med. Det blev taget godt imod ved jobsamtalen. I min kontrakt med Skattestyrelsen er der derfor et par linjer om, at jeg har ret til fire ugers militærtjeneste om året,” fortæller Jacob.
Samtidig med sit civile jobskifte søgte han en mere operativ rolle i sin militære løbebane. I dag er han stabsofficer ved Multinational Division North, der har hovedkvarter i både Danmark og Letland.
”Det var et personligt behov, at jeg ville dyrke det med militæret noget mere. I dag er man tilbage ved de doktriner, som jeg er uddannet i tilbage i 90’erne, og som jeg kender langt bedre, end da vi var i Afghanistan og Irak. Jeg er uddannet i russisk historie, og da jeg indledte min karriere som reserveofficer ved Livgarden, var det mere eller mindre det samme senarie, som vi ser i dag, hvor Rusland er den potentielle fjende,” siger Jacob og tilføjer:
”Derfor var det også vildt spændende og udfordrende at deltage i den seneste øvelse. For den bandt ligesom en sløjfe på alt det, vi trænede dengang, hvor jeg også var med til at uddanne baltiske officerer på Forsvarsakademiet. De officerer er nu med på de øvelser, man gennemfører i netop Baltikum – ganske tæt på grænsen til Rusland,” siger Jacob.
Som en styrelse på hjul
Det var tilbage i marts, at Jacob deltog i NATO-øvelsen Griffin Lightning i Letland, hvor hans opgave bragte ham dybt ind de sneklædt, lettiske skove. Her arbejdede, spiste og sov han og hans kolleger fra bl.a. Polen, Sverige, Italien, Letland og Danmark bag i en Piranha, en pansret mandskabsvogn spækket med moderne elektronik.
I sin rolle i staben skal Jacob bl.a. have tæt kontakt med civile og statslige myndigheder i det område, hvor divisionens general indsættes.
”Når divisionen rykker ud, kan det sammenlignes med en styrelse på hjul. Det er stort, komplekst og meget fascinerende sted at arbejde. Men det er klart, at når jeg er væk fra Skattestyrelsen i to uger, så kræver det både varsel og en del planlægning op til øvelsen. Bl.a. lovede jog mine medarbejdere, at jeg ville svare dem inden for et døgn, hvis de ringede, sendte en SMS eller skrev en mail. Det lykkedes også at få presset to videomøder ind,” siger Jacob, der er teamleder for syv ansatte, som står for udvikling og drift af Skattestyrelsens digitale platform Skattekontoen.
Som sin kontorchef er Jacob ikke er i tvivl om, at hans militærtjeneste i reserven giver konkret positiv output på flere fronter.
Som et elektrochok
”Kammeratskabet i forsvaret er helt unikt. Og når jeg er afsted i 14 dage, bliver jeg ligesom nulstillet og får ny energi – som en form for elektrochok,” siger Jacob og peger på noget mere konkret:
”Hvis vi eksempelvis oplever drift-problemer på Skattekontoen, er jeg vant til krisestyring og har blik for, hvordan man får kommunikeret ordentligt. Og kommer videre, selv om alle er under en form for pres. Jeg har desuden arbejdet med ugentlige ‘skurvogns-briefinger’, hvor alle afdelinger byder ind med en status, der giver medarbejdere og ledelse et bedre overblik. Det minder om de brifinger, man i staben ved Divisionshovedkarteret giver generalen – det er samme metodik,” siger Jacob.
På øvelsen i Letland var ca. 50 af de deltagende danske soldater fra Reservestyrken – heraf tre fra Skattestyrelsen. Og alt imens man kan pege på en række klokkeklare gevinster, som reservisterne tager med sig hjem, mener Jacob også, at det civile islæt er et frisk pust ind i forsvarets organisation.
”Forsvaret har helt sikkert godt af, at der kommer en reserve ind, som med civilt jord under støvlerne kan og tør stille spørgsmål ved nogle af de procedurer og metodikker, man bruger i den militære verden. Hvorfor gør I det på den måde? Kan man ikke gøre det sådan her? Det er sundt, at nogen stiller de spørgsmål en gang imellem,” siger han.