Hvis krigen kommer

Under Den kolde krig var en af hjørnestenene i det danske forsvar, at man kunne genindkalde tidligere værnepligtige. Nu har krigen i Ukraine igen gjort Totalforsvarsstyrken aktuel.

Jeg titter ud gennem krattet og spejder mod fjendens forventede angrebsretning: Der er nogle huse, de kan udlægge støtteild fra. Og mon ikke de angriber via hegnet dér for at lave indbrud i venstre kant af vores stilling.

På marken foran mig ligger en flok køer fredeligt i forårssolen. Når kampen starter, skal de have benene på nakken, hvis ikke de vil fanges i krydsilden.

Jeg nedfælder et par noter til min gruppeførerbefaling og betragter en væltet træstamme foran mig. Det vil være en god stilling til mit lette maskingevær.

Det er ingen hemmelighed, at mange tidligere soldater savner livet i uniform. Det gjorde jeg også. Derfor har jeg ved siden af mit daglige arbejde i civilt meldt mig til et totalforsvarskompagni under Hærens Reserve. Jeg er i nordsjællandske Jægerspris med kompagniet for at bruge søndagen på befalingsudgivelse og øve kamp fra stilling.

Fjenden derude eksisterer dog ikke, og det gør min infanterigruppe heller ikke. Ligesom i de andre kompagnier er vi kun førerpersonellet. Men skulle en rigtig fjende nogensinde banke på døren, vil jeg stå med en flok genindkaldte værnepligtige foran mig. De vil forvente, at jeg kan lede dem.

Hvis den dag kommer, skal vi være klar. Jeg skribler endnu en note og bevæger mig videre i skovkanten.

At det overhovedet er nødvendigt at tænke sådan, understreger, hvor meget verden har ændret sig i løbet af de sidste 10 år. Det fortæller major Torben Toftgaard Engen, der i 2021 forfattede rapporten ’Den nye totalforsvarsstyrke’ ved Center for Militære Studier.

”I 2000- og 2010’erne var vi superskarpe til internationale missioner i fjerne lande. Men den øgede trussel fra Rusland betyder, at Forsvarets opgaver ændrer sig. Man kan faktisk sige, at vi skal til at genfinde nogle ting fra gemmerne, som vi var gode til under Den kolde krig,” siger han.

Ligesom i dag havde man dengang en kerne af fuldtidsansatte. Men i tilfælde af krig skulle de kunne suppleres af en stor mængde tidligere soldater, der blev genindkaldt. Sammen med Politiet og Beredskabet udgør denne mobiliserede styrke det, man kalder Totalforsvaret.

Når man dengang blev indkaldt for at aftjene sin værnepligt, risikerede man derfor ikke blot at skulle bruge et til to år af sit liv på det. Efter at være blevet aftrådt til civil kunne man i årene efter blive genindkaldt i kortere eller længere tid til øvelsesaktiviteter.

Det er derfor, man kunne lave så mange ’Soldaterkammerater’-film, hvor gutterne blev hevet ind fra deres civile liv og sendt på efterårsmanøvre. Det var spas og løjer, men i tilfælde af en krig skulle soldater som dem kunne genindkaldes og sendes til fronten. Derfor skulle deres færdigheder holdes ved lige.

Ligesom resten af Reserven har Totalforsvaret dog levet et stille liv siden Den kolde krigs afslutning. Muligheden for at kunne genindkalde værnepligtige er i teorien aldrig forsvundet. Men længe eksisterede der hverken retningslinjer eller et system til at kunne gøre det. Det virkede også unødvendigt.

Det ændrede sig gradvist med den stigende russiske aggression op gennem 2010’erne, som kulminerede med invasionen af Ukraine i 2022. Allerede i forsvarsforliget fra 2018 blev det besluttet, at man igen skulle kunne stille med en totalforsvarsstyrke af hjemsendte værnepligtige.

”Jeg tror blandt andet, det er i det lys, at man skal se forårets beslutning om at forlænge værnepligten fra fire til 11 måneder og øge antallet med et par tusind. For dermed vil Totalforsvaret kunne trække på en større base af soldater, som har et højere professionelt niveau,” siger Torben Toftgaard Engen.

Ifølge Torben Toftgaard Engen har krigen i Ukraine tydeliggjort, at masse stadig har en værdi en værdi på slagmarken. I en stor, konventionel krig er det groft sagt bedre at have 100 mindre præcise artilleripjecer end blot én meget præcis. Det samme kan siges om mandskab.

Ligesom under Den kolde krig har Forsvaret brug for en kerne af fuldtidssoldater, som kan suppleres med reservister. Som en del af NATOs styrkemål skal Danmark nemlig kunne yde såkaldt Host Nation Support, eller Værtsnationsstøtte, hvor vi modtager allierede skibe med soldater og materiel, som skal transporteres gennem landet på deres vej mod øst.

I tilfælde af krig vil der være en risiko for spionage og sabotage mod disse konvojer såvel som mod resten af Danmarks kritiske infrastruktur. Det skal alt sammen bevogtes. Da de stående enheder i Hærens 1. Brigade bliver sendt østpå, må andre træde til.

”I første omgang kan Hjemmeværnet hurtigt stille med en stor volumen af dygtige folk. Men da de er frivillige, kan man kun bruge dem i en vis tid. Og som Ukraine viser, har krige det med at trække ud,” siger Torben Toftgaard Engen.

Det er her, Totalforsvarsstyrken kommer ind i billedet. Den har en længere responstid, da de tidligere værnepligtige først skal genindkaldes, udrustes og have banket det værste rust af sig. Men herefter kan de overtage for Hjemmeværnet.

I takt med, at de stående enheder østpå forventeligt lider tab, kan man så også tænke sig, at man vil bruge Reserven til at fylde rækkerne op.

”Det er ikke det, de lige nu bliver trænet og udrustet til,” understreger Torben. ”Men under krig dikterer behov jo nogle gange en ny virkelighed. Så det er ikke utænkeligt.”

To eksempler på et moderne totalforsvar finder man i Finland og Israel. Begge lande kan stille med et par hundredetusind veltrænede reservister i løbet af kort tid. Lovgivningen såvel som arbejdsmarkedet er tilpasset dette, så folk i perioder kan genindkaldes for at træne med deres reserveenheder.

Herhjemme bør vi lade os inspirere af denne måde at gøre tingene på, mener premierløjtnant Calvin Møs. Til dagligt læser han på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Men derudover er han fungerende chef for 1. Totalforsvarskompagni, som hører hjemme på Svanemøllens Kaserne i København.

Han peger på, at det ikke blot halter med de fysiske faciliteter. Eksempelvis har totalforsvarskompagnierne hverken garager til deres udrustning eller en fast våbenpulje. Man mangler også muligheden for at kunne træne i realistiske rammer.

”Mit ønske er, at der bliver iværksat nogle mobiliseringsaktiviteter, hvor man hiver værnepligtige ind til uddannelse i rammen af totalforsvarsstyrken. For lige nu er vi altid kun førerpersonellet. Derfor mangler vi det vigtigste fundament: at kunne træne som en enhed,” siger Calvin Møs og tilføjer:

”Samtidig aner vi ikke, hvordan det kommer til at foregå, hvis man en dag skal genindkalde folk, iklæde dem og træne dem. For det har vi aldrig prøvet. Det bliver sikkert kaotisk. Men det er bedre at begå fejl og lære af dem nu, end hvis vi en dag skal mobilisere Totalforsvaret i en krigssituation.”

Læs også: Hvad har vi lært af krigen i Ukraine?