Fra skolekontoret til Kosovo
Når skoleåret begynder på Borup Privatskole, er skolelederen der ikke til at hilse på de nye elever. Hun er udsendt med Hjemmeværnet til Kosovo.
Skolen har sit eget tempo, når skoleåret lakker mod enden. De store elever skal til eksamen, mens de små elever allerede er sprængfyldte af sommerferie.
På Borup Privatskole i Midtsjælland er der lidt mere travlt end normalt på skolelederens kontor. Som altid skal skemaer og alt andet til det nye skoleår være på plads. Men i år er det med bevidstheden om, at skolens leder gennem de sidste ni år ikke vil være til stede, når klokken ringer ind efter sommerferien.
For 47-årige Maja Grønlund Larsen er ud over at være skoleleder også eskadrillechef for Flyverhjemmeværnseskadrille 225 i Roskilde. Selvom hun kun har været medlem af Hjemmeværnet siden slutningen af 2019, har hun hurtigt fået flere ansvarsfulde opgaver. Kronet med en udsendelse til Kosovo i august.
De kommende år skal Hjemmeværnet nemlig aflaste Forsvaret med bevogtning og adgangskontrol til NATO-basen ved Novo Selo i Kosovo. For Majas vedkommende er det tre måneders udsendelse, der har fået en ekstra dimension: For i løbet af foråret blussede uroligheder igen op i den nordlige del af landet, hvor det serbiske mindretal er i konflikt med den albansk-dominerede regering i hovedstaden Pristina. Lige pludselig var Kosovo igen noget, der også blev talt om i danske medier.
”Der er da nogle af lærerne, som har været inde og sige, at de bliver helt bekymrede. Men vi skal ned at passe på basen, som nok er det sikreste sted at være i hele Kosovo. For mig viser det her, at der er en god grund til, at vi er til stede. Vi tager afsted for at aflaste Forsvaret. Så kan de gå ind og bruge deres kvalifikationer som professionelle fuldtidssoldater, som vi jo trods alt ikke er. Selvfølgelig bliver nogle bekymrede, men min mor har heldigvis ikke ringet om lige præcis det endnu,” griner Maja Grønlund Larsen. Hun tager imod os på sit kontor på den midtsjællandske privatskole, hvor hun har det overordnede ansvar for 217 elever, 16 lærere, fire pædagoger, en pedel og en skolesekretær.
“Det er super-fedt”
Egentlig tog Maja Grønlund Larsen kun med til informationsmøderne om Kosovo-udsendelsen i februar for at kunne svare på spørgsmål i eskadrillen. Men med hendes engagement i Hjemmeværnet kombineret med en god portion gåpåmod og eventyrlyst gik der ikke lang tid, før tanken spirede.
”Min mand har taget til Grønland i halve år ad gangen. Så jeg var ikke så bekymret for, hvad min familie ville sige. Nu skulle det være min tur. Jeg tænkte selvfølgelige på, om det kunne lade sig gøre med arbejdet. Hvis min bestyrelsesformand havde sagt: ”Det har jeg svært ved at forestille mig: Hvad havde du egentlig tænkt dig?”, så havde jeg bakket ud. Men heldigvis var han et helt andet sted og sagde med det samme: ”Det er superfedt. Det skal du gå efter,” fortæller Maja Grønlund Larsen.
Da hun skulle igennem forskellige fysiske test og andre optagelsesforløb, ventede hun lidt med at melde det ud til sit personale. Men her var reaktionen også positiv – og nogle var lidt overraskende.
”Jeg har fået en masse ros, jeg ikke får til hverdag. De siger, at jeg er god som leder, og at de kommer til at savne mig. Men selvfølgelig er der også nogle, som er lidt bekymrede,” fortæller hun.
Ledelse og føring
I det hele taget har der været en meget positiv holdning på skolen til hendes engagement i Hjemmeværnet. En fjerde klasse ville fx se deres skoleleder i fuld uniform – ”Det var vildt sejt”.
Men også på det ledelsesmæssige plan er der noget at hente. Selvom – eller måske netop fordi – der er langt fra lærerværelset til kulturen i Hjemmeværnet og Forsvaret.
”Jeg har lært rigtig mange ting af at være i Hjemmeværnet. Jeg har en diplomuddannelse i ledelse i forvejen, så jeg vidste godt lidt om, hvad det handler om,” fortæller hun og supplerer:
”Min civile lederuddannelser har været meget fokuseret på pædagogisk ledelse, personalepleje og social kapital. Når man er i Forsvaret og Hjemmeværnet, taler man både om ledelse og føring. Man skiller de to ting ad. Jeg har helt sikkert lært nogle ting omkring føring, man også kan overføre til det civile,” siger hun:
”Nogle gange er der brug for at sige, at vi skal den vej. Og det skal være nu, for ellers går det galt,” fortæller Maja om uddannelsen i Hjemmeværnet.
En del af baselivet
Hun mener, at hun både har fået noget ud af Hjemmeværns-arbejdet personligt og fagligt.
”Jeg synes, at man skal huske at gøre noget for sig selv, noget for andre og noget for fællesskabet. I Hjemmeværnet har jeg fået opfyldt alle tre dele. Det er sjovt og udviklende at komme afsted. Men jeg bidrager også til det store fællesskab med nogle kompetencer og med min tid.”
Om selve udsendelsen til Kosovo kommer til at bygge meget oven uddannelserne, kan hun dog godt være i tvivl om.
”Det er ukendt land for mig. En ukendt kontekst. I virkeligheden tænker jeg ikke, at det er selve opgaven med at kontrollere id-kort og biler på vej ud og ind af en NATO-base, der bliver det mest spændende. Men det bliver spændende at være en del af baselivet Og et helt samfund for sig selv.”
”Fagligt ved jeg ikke præcist, hvad jeg kommer hjem med. Det må du spørge mig om, når jeg kommer hjem. Men jeg har fået noget goodwill af min arbejdsplads. Det viser, at jeg er på en arbejdsplads, der vil mig det godt,” siger Maja, der fortæller, at det ikke kun er skolen, som kommer til at give afkald på hendes tilstedeværelse.
”Min yngste fylder 18 år, når jeg er dernede. Og i øvrigt var jeg på gruppeførerkursus, da min mellemste fyldte 18 år. Sådan er det. Familien siger, at de er glade, når jeg er glad”.
Stor opbakning fra bestyrelsesformanden
Kim Lohse er bestyrelsesformand for Borup Privatskole. Han havde ikke mange sekunders betænkningstid, da han blev spurgt, om det kunne lade sig gøre for Maja Grønlund Larsen at hive tre måneder ud af kalenderen for at blive udsendt til Kosovo. Selvom hun ikke vil være på skolen i begyndelsen af det nye skoleår, så han dog hurtigt mulighederne frem for begrænsningerne.
”Det skal du gøre. Det lyder super-fedt. Det skal vi nok finde ud af. Det er tre måneder. Ikke tre år, ” svarede han.
I dag tilføjer han, at han ser det som en mulighed for, at Maja kan udvikle sig som leder.
”Jeg er meget stærk tilhænger af efteruddannelse og at hente inspiration forskellige steder. Jeg tror rigtig meget på, at man skal udvikle sig i forskellige retninger som leder og menneske. Det er en unik mulighed for at prøve noget, som er udfordrende og anderledes,” fortæller Kim Lohse. Han selvfølgelig var helt klar over, at Hjemmeværnet var ’en del af pakken’. Og han havde gennem længere tid talt med Maja om, hvilke kompetencer det giver at være i Hjemmeværnet.
Han er ikke i tvivl om, at de værktøjer, hun får med, understøtter hendes lederskab og kommunikation. Generelt betragter han Forsvaret som et af de bedste steder i Danmark til at uddanne ledere.
”Jeg ser eksempler i alle mulige sammenhænge, hvordan hun kan agere situationsbestemt. Også når der er brug for at sætte foden ned, kan hun det. Det er der mange, som har svært ved. Det kan vi nok lære noget af, alle os fra 70erne, hvor alt skulle diskuteres, og det var ikke så godt, hvis ikke alle var enige,” fortæller Kim Lohse. Han benyttede samtidig udsendelsen til at tage en samtale om arbejdsopgaverne. På en lille skole med mange opgaver var der måske en tendens til, at alle opgaverne landede på et skrivebord.
”Vi taler løbende som bestyrelsesformand og skoleleder om, at hun skal bruge sin tid på det rigtige. Der vil også være nogle, som lærer noget af, at hun ikke er til stede. Når hun kommer hjem, kan hun jo benytte lejligheden til sammen med sine medarbejdere at genbesøge de opgaver,” siger Kim Lohse, der selv sidder i en stilling som leder i Rigspolitiet.
”Den samtale minder om den, jeg har som centerchef i Rigspolitiet. Jeg har syv mellemledere, der refererer til mig på et område med 150 ansatte. Det svarer lidt til skolens størrelse. Her har jeg medarbejdere. Hun har elever. Og jeg tænker bestemt, at det er en samtale, der er sund at tage.”