En gang soldat, altid soldat?
De færreste soldater regner nok med at være soldat hele livet.
Men hvordan kommer man godt videre fra sin tjeneste og sine udsendelser og over i det private arbejdsliv? Og hvad er mulighederne, hvis man fortsat gerne vil holde kontakten til Forsvaret ved at blive en del af Reservestyrken?
Det blev der stillet skarpt på under et stort anlagt arrangement d. 18. august på Ofelia Plads i centrum af Københavns Havn.
Bag arrangementet stod foreningen Velkommen Hjem, der er stiftet af en række af de største danske virksomheder, og som har som sit vigtigste mål at bygge bro mellem veteraner og det private erhvervsliv.
Mange af disse virksomheder var repræsenterede med telte, hvor interesserede kunne høre om, hvad den enkelte virksomhed gør for at støtte op om hjemvendte veteraner.
Derudover var Forsvaret talstærkt repræsenteret, både med et F16-kampfly, et af Flådens fartøjer samt telte med udstillinger af Livgardens håndvåben og materiel og information om Forsvarets internationale missioner.
Både Center for Reservestyrken og InterForce var selvfølgelig også talstærkt repræsenterede, så nysgerrige kunne høre mere om Reservestyrkens vigtige arbejde, og så nye virksomheder kunne melde sig som støttevirksomheder under InterForce, der netop arbejder for en stærkere sammenhængskraft mellem erhvervslivet og forsvaret.
Talks i teltet
Ud over arrangementets åbne del var Velkommen Hjems medlemsvirksomheder og en række repræsentanter fra Forsvaret inviteret til en række debatter, eller talks, der blev livetransmitteret ud til den åbne plads med informationsteltene.
Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen kridtede banen op ved at tale om Forsvarets største udfordringer, herunder rekruttering og fastholdelse af personel i en tid, hvor hele samfundet skriger på flere hænder.
Herefter fulgte en debat mellem en række erhvervsledere og oberst Susanne Lund, der som chef for Center for Reservestyrken repræsenterede Forsvaret. Charlotte Wetche, der selv er veteran og nuværende Director i Falck, talte om muligheden for, at ansatte hos Falck fremover kan arbejde en række måneder om året som reddere og andre måneder som medics i Forsvaret, til gavn for både deres personlige udvikling, Forsvaret og Falck.
Oberst Susanne Lund understregede, at Forsvaret må anerkende, at de færreste længere er soldater for livet, og at Forsvaret er blevet langt mere afhængigt af at deles med det private erhvervsliv om de rette kompetencer, bl.a. via Reservestyrken, der vil komme til at spille en endnu vigtigere rolle i de kommende år.
Cybersikkerhed og veteraner i job
Efter en kort pause fulgte en debat om cybersikkerhed, med erhvervsledere fra flere større virksomheder, bl.a. Michael Holm, der er CEO hos software- og systemudviklingsvirksomheden Systematic, og Niels Trads Pedersen, der er ansvarlig for cybersikkerhed hos Deloitte, samt repræsentanter fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
De fortalte om, at danske virksomheder og interesser hver dag bliver angrebet på nettet, og understregede vigtigheden i, at det private erhvervsliv og Forsvaret arbejder sammen om at imødegå disse trusler og skaber større modstandskraft i vores systemer, virksomheder og offentlige instanser.
Efter debatten om cybersikkerhed fortalte tre hjemvendte veteraner personlige, indlevende historier om det svære spring fra det militære liv til det private arbejdsmarked. Herunder hvordan de ved hjælp af Velkommen Hjems mentorordning havde sikret sig job i det private erhvervsliv og var gået fra livskrise til at finde ny mening i deres liv.
Forsvarsministeren og fremtiden
Som afrunding af dagens debatter drøftede forsvarsminister Morten Bødskov med erhvervsledere fra bl.a. Stark, Terma og Netcompany samt direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, hvordan et strategisk samarbejde mellem det private erhvervsliv og Forsvaret skal se ud for at imødekomme fremtidens udfordringer.
Forsvarsministeren understregede, at Forsvaret skal indstille sig på at være i benhård konkurrence med det private arbejdsmarked, og at man skal være meget skarpere på at fortælle de unge, hvilke moderne, arbejdsmarkedsrelevante kompetencer de kan få ud af Forsvaret, herunder også som en del af Reservestyrken.
Derudover skal man, ifølge Forsvarsministeren, se på nye muligheder for partnerskaber mellem Forsvaret og de private virksomheder, herunder nye måder at deles om de mange mænd og kvinder, der som en del af Reservestyrken både ønsker en civil karriere, og som samtidig ønsker at tjene Danmark i en usikker verden.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at vide mere om Velkommen Hjems arbejde med at bringe veteraner i job, klik her.
Ønsker du at vide mere om, hvilket vigtigt arbejde Reservestyrken yder for landets sikkerhed, og hvordan du skaber dig en karriere i reserven, klik her.