Corps of ambassadors
InterForces ambassadørkorps er nu etableret i alle seks InterForce-regioner. Korpset består i skrivende stund af 39 officerer eller befalingsmænd fra henholdsvis reserven og Hjemmeværnet – samlet betegnet som Reservestyrken.
I uge 42 i 2018 var repræsentanter fra ambassadørkorpset samlet for første gang til et 12-12 seminar, i Kolding. »Målet var blandt andet, at vi skulle se hinanden i øjnene for første gang og få udstukket nogle fælles retningslinjer og standarder for det fremtidige arbejde. Det er jo vigtigt, at ambassadørerne går i samme retning, når de kontakter støttevirksomhederne med information og sparring.« Det siger Axel G. Kristiansen, der i 2017 blev ansat som fast tilknyttet reserveofficer ved InterForce Sekretariatet for at etablere ambassadørkorps i de seks regioner.
Opgaverne for InterForce ambassadørerne er dels, at opsøge nye virksomheder, dels at genoptage kontakt og booste kendskabet og engagementet hos firmaer, der allerede har været med i InterForce i en årrække. Ambassadørernes rolle kan også være af støttende og informerende karakter i forhold til konkrete tvivlsspørgsmål eller problemstillinger.