NATO-jubilæum fejres i Kastellet
NATOs 70-års jubilæumsdag den 4. april markeres ved stort arrangement i Kastellet.
Af Morten Fredslund
Den 4. april er det 70 år siden NATO blev oprettet, og det markeres ved stort arrangement i Kastellet.
Det er Danmarks Veteraner og Tænketanken Atlantsammenslutningen som er de primære initiativtagere, til arrangementet, hvor der vil blive afholdt parade med kranselægning på ”Monumentet for Danmarks internationale indsats efter 1948”.
Der vil være jubilæums-taler af blandt andre H.K.H. Prins Joachim og generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, Tænketanken Atlantsammenslutningen.
H.K.H. Prins Joachim er protektor for Danmarks Veteraner, og ud over prinsen er der inviteret repræsentanter fra regeringen, folketinget, forsvaret, beredskabsstyrelsen, politiet, erhvervslivet samt ambassadører og militærattacher fra alle NATO-landenes repræsentationer i Danmark, fremgår det af danmarksveteraner.dk.
Fra 12 til 29 medlemslande
Forsvaret bidrager bl.a. med Den Kongelige Livgardes Fane og Æreskommando samt Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og efter paraden vil der være reception med deltagelse af blandt andre 100 veteraner.
Den Nordatlantiske Traktat, også kaldet NATO-traktaten, blev underskrevet i Washington D.C. den 4. april 1949. Traktaten inkluderede dengang 12 lande: Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig, Storbritannien, USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island. I dag er 29 lande medlem af NATO.
Ifølge danmarksveteraner.dk vil NATOs 70 års jubilæum ud over højetideligheden i Kastellet også blive markeret ved med kransenedlæggelser ved De Danske Soldaters mindelund på Rindsholm Kro og det hjemtagne monument for faldne soldater i Afghanistan, der nu er opstillet i Oksbøllejren.