- By Karina Bønnelykke

”Vi nøjes ikke med at gøre det, der forventes – vi gør det, der er nødvendigt”

På årets første smukke forårsdag kunne InterForce Region Sjælland byde 60 virksomhedsledere og deres ansatte velkommen til arrangementet ”Hvis krigen kommer…” i fantastiske rammer på Kragerup Gods.

Hjemmeværnets rolle for Danmarks sikkerhed

Der var to hovedtalere på arrangementet. Først på podiet var oberstløjtnant Kristian Kirsch Bentsen, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland.

”Vi nøjes ikke med at gøre det, der forventes – vi gør det, der er nødvendigt!” Sådan lagde oberstløjtnant Kristian Kirsch Bentsen ud. Han er chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland, der har til huse i Skalstrup. Her råder oberstløjtnanten over 16 fastansatte og 775 aktive samt 2300 reservister. Deres daglige opgave er at støtte forsvaret, politiet og samfundet.

Det er dybt professionelle soldater, der er i Hjemmeværnet – frivillige soldater, der bruger deres fritid på at tjene Danmark. ”Og netop derfor har vi brug for jer virksomheders opbakning” fortsatte oberstløjtnanten, hvilket hænger godt sammen med InterForces kerneopgave; at sætte fokus på arbejdsbetingelserne for Reservestyrken for de mange mennesker, der har et dobbelt ansvar herunder samarbejdet med erhvervslivet.

Der er i Hjemmeværnet i 2023 brugt over 124.000 frivillige timer. Hvor vi i mange år har haft fokus på de internationale operationer i blandet andet Afghanistan og Irak, så betyder krigen i Ukraine, at vi nu skal rette fokus på det nationale. Vi skal være klar til at beskytte vores infrastruktur, og her kommer Hjemmeværnet ind. Hvor politiet har ansvaret til dagligt, så er det Hjemmeværnet, der har de nationale
forsvarsopgaver, når der kommer en styrke udefra. ”Det er vores frivillige hjemmeværnssoldater, der sørger for danske borgers sikkerhed. Punktum!”

Oberstløjtnant Kristian Kirsch Bentsen i snak med to af deltagerne til arrangementet.

Rusland har viljen og modet. De tester os for eksempel med cyberangreb. På den baggrund gennemfører Hærhjemmeværnsdistrikt Midt– og Vestsjælland løbende sikkerhedsøvelser i blandt andet Kalundborg med det senarie, at NATO kamptropper rykker ind og skal bruge Kalundborg som ”hub” i det videre forsvar mod en given fjende. Der er ingen tvivl om, at skulle krigen komme, så vil det få stor indflydelse på civile aktører. Derfor havde man også alle kommunerne i regionen med på sidste øvelse.

Der var undervejs mange gode spørgsmål og meget stor interesse for at få afdækket de eventuelle uklarheder, som civile måtte stå med såfremt, at vi skal imødegå en fjende. Herunder hvad den enkeltes rolle og bidrag er, hvis krigen kommer.

Virksomheder og det nye trusselsbillede

Anden oplægsholder var Norman Kristiansen, der er direktør i Guardian med speciale i
sikkerhedsrisikostyring.

”Vi er naive i Danmark – vi tror alle vil os det godt”. Men sådan er det desværre ikke. Guardian er en virksomhed med et team af fagfolk, der har baggrund fra det danske militær og den akademiske verden. De specialiserer sig i professionel sikkerhedsrisikostyring, risikorådgivning, træning, operationel support og sikkerhedsrespons med det formål at understøtte sikkerheden for virksomheder og deres medarbejdere i udlandet.

Hvad er virksomhedens trussel? Hvad er jeres kritiske sårbarheder, hvad er jeres kritiske afhængigheder og hvad kan I selv gøre? Det er nogle af de spørgsmål virksomheden skal stille sig selv ifølge Norman Kristiansen.

Danske virksomheder har udsendte medarbejdere mange steder i verden herunder steder, hvor man i høj
grad skal overveje, hvordan man færdes, og hvem der kan have interesse i at følge ens bevægelser. Norman Kristiansen beskrev en situation, hvor en virksomhedsejer havde solgt sin virksomhed for en stor sum og derefter valgte at rejse udenlands til et risikofyldt område. Her var han sandsynligvis blevet ”afkodet” i lufthavnen og blev efterfølgende taget som gidsel, hvor der på bagkant af intense forhandlinger, blev udbetalt en stor løsesum.

Direktør i Guardian, Norman Kristiansen, holder oplæg om hvad virksomheder kan gøre for at sikre sig mod trusler.

Hvad gør virksomhederne sig af overvejelser, når de sender deres medarbejdere til risikofyldte områder? Vi skal være på forkant med, hvad der sker, hvem er vi oppe imod, og hvis noget sker, hvad er så planen? For Guardian er det ligegyldigt om fjenden er Putin og hasteevakuering af 200 medarbejdere i Ukraine fra en stor dansk virksomhed. Eller en enkeltperson, som er taget som gidsel. Guardian tager udgangspunkt i det enkelte land og område, hvor der rejses til. Der skal lægges en sikkerhedsplan, laves en risikoanalyse og vigtigst af alt udarbejdes en plan, hvis det går galt.

Skjoldoverrækkelse

Arrangementet bød også på overrækkelse af skjolde til virksomhederne Holmegaard Gods, Nørgaard & Nedergaard samt JPL Rådgivning som tak for deres opbakning til forsvaret og Reservestyrken. Tak fordi I er med!

Repræsentanter fra de tre virksomheder Holmegaard Gods, Nørgaard & Nedergaard og JPL Rådgivning modtager InterForce-skjoldet.

På baggrund af det store deltagerantal og aktualitet, vil InterForce Sjælland forsøge at gennemføre to lignende arrangementer med temaet ”Hvis krigen kommer…” i Sydsjælland og Midtsjælland til efteråret.