Populær militær udfordringsdag
Nogle af de mest populære arrangementer, vi afholder i InterForce for vores medlemsvirksomheder, er de militære udfordringsdage.
De bliver efterhånden afholdt i alle vores regioner landet over. Og de går kort fortalt ud på, at virksomheder stiller med hold, der dyster i de militære kongediscipliner forhindringsbane, håndgranatskast, orienteringsløb og skydning.
Konkurrencerne plejer at være moderat fysisk krævende. Ved skydningen er det ikke en forudsætning, at man har skudt før.
Man stiller med et hold à fire personer per virksomhed, og mange af holdene er mixhold.
Nogle virksomheder stiller med de samme topmotiverede hold år efter år. Men mange kommer også bare for at have en hyggelig dag og for at prøve kræfter med nogle af de militære discipliner. Eller for at få en god gang teambuilding og kontaktudveksling mellem virksomhederne.
Militær udfordringsdag ved Slesvigske Fodregiment
InterForce Region Syddanmark har lige afholdt sådan en militær udfordringsdag. Det skete sammen med Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne.
Ligesom til de andre militære udfordringsdage landet over stillede Fodregimentet med dygtige instruktører og befalingsmænd. De var der bl.a. til at gennemgå teknik og sikkerhed. Undervejs blev der uddelt sandwich, kaffe, kage og frugt, så ingen gik sukkerkolde undervejs.
Det blev en herlig dag med høj sol over Haderslev.
Tak til de virksomheder, der kom og deltog i arrangementet! Og tak til Slesvigske Fodregiment for at støtte op om dagen.
Et stort tillykke til TRESU A/S, der endte med på en flot førsteplads!
Hold øje med kalenderen her på hjemmesiden, eller kontakt dit lokale InterForce-sekretariat, hvis I også vil prøve kræfter med de militære udfordringsdage.
Kommende arrangementer vil løbende blive slået op her på siden under ‘EVENTS (IN DK)‘ (klik for at tilgå siden)