Danske Bank Erhverv får InterForce-skjold
Som tak for sin støtte til Reservestyrken har Danske Bank Nordjylland fået overrakt InterForce-skjoldet.
Banken har i en årrække samarbejdet med forsvaret og InterForce om at forbedre forholdene for de medarbejdere, som har både en militær og en civil, erhvervsmæssig forpligtigelse.
Torsdag den 27. januar 2022 modtog områdedirektøren for Danske Bank Nordjylland, Jesper Lehmann, et synligt bevis på bankens støtte, da oberstløjtnant af reserven Lars H. Knudsen, ved et Erhvervsrådsmøde i banken, overrakte InterForce-skjoldet.
InterForce-skjoldet er en anerkendelse og et symbol på, at Danske Bank gerne lader medarbejdere passe deres forpligtelser i Forsvaret eller Hjemmeværnet ved siden af jobbet i virksomheden. Banken udviser ligeledes samfundssind for ansatte, der har været i sundhedssektoren og andre vigtige positioner i samfundet.
InterForce er et samarbejde mellem Reservestyrken og det danske erhvervsliv, hvor virksomheder giver medarbejdere, der er personel i Forsvarets reserve eller en del af Hjemmeværnet, fri til tjeneste i disse enheder.
Reservister har kontrakt med Forsvaret om tjeneste ved siden af det job, de passer til dagligt. Det er derfor vigtigt for Forsvaret, at virksomheder, lige som Danske Bank, er villige til at lade disse medarbejdere holde fri i perioder, hvor de gør tjeneste.
Hjemmeværnet er et frivilligt beredskab, der løser opgaver til støtte for samfundet og Forsvaret og hjælper med alt fra eftersøgning af forsvundne personer, miljøopgaver i danske farvande, hjælp ved oversvømmelser til støtte af Forsvaret f.eks. på deres internationale missioner.