Danmark afslutter to internationale bidrag
På lørdag vender 200 danske soldater hjem fra Enhanced Forward Presence missionen i Estland og tidligere på ugen overdrog Danmark kommandoen over NATO’s ene stående flådestyrke, SNMG1, til USA.
Af Morten Fredslund
Med udgangspunkt i flagskibene Niels Juel og Esbern Snare har Danmark haft kommandoen over den ene af NATO’s stående fregatflådestyrker i hele 2018 – de to skibe har været flagskib et halvt år af gangen, hvor personel fra Reseven periodevis også har været en del af besætningen.
Men i mandags overdrog Danmark planmæssigt kommandoen over NATO flådestyrken SNMG1, til USA. Det skete under en ceremoni i København med deltagelse af den danske fregat Niels Juel og det amerikanske skib USS Gravely, som overtager rollen som flagskib, skriver forsvaret.dk.
SNMG1 står for Standing NATO Maritime Group 1. Det er en samling NATO-skibe som er på højt beredskab klar til at imødegå trusler mod NATO. SNMG1 består af seks fregatter fra forskellige NATO-lande samt et tankskib.
At have kommandoen betyder, at man leder flådestyrken og dens indsats og står for – sammen med de NATO-lande, som stiller fregatter til rådighed for styrken – at sikre, at flådestyrken er klar til indsats med kort varsel samt deltager i øvelser og andre aktiviteter i løbet af året. Som flagskib huser man den NATO-stab, som udgør ledelsen af flådestyrken.
200 soldater hjem fra Estland
Efter sammenlagt et års tilknytning til en britisk kampgruppe i NATO’s fremskudte styrke i Baltikum, eFP, vender hovedparten af de 200 danske soldater hjem på lørdag.De modtages af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i Roskilde Lufthavn lørdag eftermiddag, fremgår det af forsvaret.dk.
De danske soldater har løst opgaven i Estland som del af en britisk kampgruppe siden januar 2018.
eFP står for enhanced Forward Presence. Med bidraget har Danmark været med til at demonstrere sammenholdet i NATO og samtidig forsikre den estiske civilbefolkning om, at NATO har viljen og evnen til at forsvare landet, der grænser op til Rusland.
Soldaterne har været udsendt i et halvt år ad gangen med base i byen Tapa. Det har givet mulighed for at gennemføre øvelser af længere varighed og med høj intensitet.
Oberstløjtnant Carsten Winther, der har været chef for det danske bidrag i Estland, glæder sig ifølge forsvaret.dk over, at de danske soldater med deres tilstedeværelse i Estland, har bidraget til at vise solidaritet med de baltiske nabo- og NATO-lande.
– Vi er den snubletråd, som det i sidste ende drejer sig om. Hvis nogen finder på at gå ind over grænsen til et af de baltiske lande, så er det altså NATO-soldater, der står i skudlinjen, og ikke kun nationale soldater. Dermed har vi bidraget til at opfylde NATO’s musketér-ed, siger Carsten Winther til forsvarets website.
Belgiske soldater overtager fredag ansvaret for eFP i Estland for det kommende år, hvorefter det er planen, at Danmark atter bidrager i 2020. Indtil da vil det danske bidrag bestå af tre stabsofficerer.