Søren Gade forbliver formand for InterForce trods valg til Europaparlamentet
Med over 200.000 personlige stemmer blev Søren Gade den 26. maj valgt til Europaparlamentet, hvor han har første arbejdsdag på tirsdag.
Af Morten Fredslund
Til trods for, at der fra på tirsdag venter den populære politiker mange arbejdsdage uden for Danmark, slår han fast, at han fortsætter han sit ulønnede tillidshverv som formand for InterForce.
“Jeg glæder mig til arbejdet i Europaparlamentet og vil sideløbende fortsætte med mit tillidshverv som formand for InterForce. Det er stadig en god sag at forbedre forholdene for personellet i Reservestyrken og få flere offentlige og private virksomheder med i InterForce. Så det vil jeg fortsat arbejde på,” siger Søren Gade.
Med 201.626 personlige stemmer blev Søren Gade en af europaparlamentsvalgets absolutte topscorere. Især i Nordjylland valgte rigtig mange vælgere at sætte deres kryds ud for Venstres Søren Gade. Alene i ni nordjyske kommuner fik Søren Gade 51.337 personlige stemmer, hvilket svarer til godt hver femte stemme i Nordjylland.
Og trods en placering som nummer fire blandt Venstres opstillede kandidater, sprængte den tidligere forsvarsminister Venstres liste, hvor han endte med at blive valgt som nummer to. Søren Gade indtog også en flot andenplads på top ti-listen over de politikere, der samlet set fik flest personlige stemmer.
Vil holde sig orienteret om forsvaret og InterForce
Som reserveofficer, hjemmeværnsmand samt tidligere forsvarsminister og direktør i Landbrug & Fødevarer har 56-årige Søren Gade et unikt indblik i de problemstillinger, som er omdrejningspunktet for InterForce, som han blev formand for i 2016.
Søren Gades første arbejdsdag i Bruxelles er den 18. juni. Men selvom der nu bliver mange arbejdsdage uden for Danmark, er Søren Gade opsat på at holde sig godt orienteret om Forsvaret og InterForces mange aktiviteter.
“Vi lever jo heldigvis i en tidsalder, hvor det er blevet nemmere at få informationer om dette og hint. Desuden har InterForce jo et velfungerede sekretariat, som løbende vil holde mig orienteret om udviklingen i InterForce. Så det ser jeg ingen problemer i overhovedet,” siger Søren Gade.
I alt blev der valgt 13 danske politikere til Europaparlamentet den 26. maj.