Årsstatus over udsendte danske soldater
I alt har 77.163 soldater været udsendt for forsvaret siden 1991, viser ny opgørelse.
Af Morten Fredslund
Det er Forsvarsministeriets Personalestyrelse, FPS, der en gang om året opdaterer oversigten over antallet af forsvarets udsendte til internationale missioner under FN, NATO og koalitioner med dansk deltagelse.
Den seneste oversigt er opgjort ved årsskiftet og viser, at 73.018 soldater siden 1991 har været udsendt for forsvaret til ti større internationale missioner, mens 4.145 har været udsendt til mindre missioner – typisk FN-missioner, hvortil der udsendes en-fire danskere ad gangen. Der er her ofte tale om reserveofficerer.
Af de godt 73.000 udsendte soldater i de større missioner, var de 2.653 kvinder.
Balkan og Afghanistan er topscorer
De to topscorere blandt missionerne er Balkan og i Afghanistan hvortil hhv. 20.254 og 19.997 danske soldater har været udsendt til siden 1991.
Hvis man går dybere ned i tallene, viser det sig, at godt halvdelen af de mange udsendte danskere, har været udsendt to gange eller mere. Knap 33.000 er såkaldte unikke udsendelser – dvs. individer, der har været udsendt i perioden 1991-2019.
En sammentælling på forsvarets oversigtskort over bidrag til internationale missioner viser, at der netop nu er udsendt 783 danske soldater til 22 missioner rundt om i verden. Missionerne tæller seks NATO- og fire FN-missioner samt 12 missioner, hvor Danmark er en del af en koalition.
Missionen med det største danske bidrag p.t. er Operation Inherent Resolve, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Sammenlagt er 301 danske soldater i den forbindelse udsendt til hhv. Irak, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater.