- By Simon Staffeldt Schou

Ledelsesansvar – militært og civilt

Temaet for InterForce Region Hovedstadens årlige First Line Leadership-arrangement var, hvordan man vokser med ledelsesopgaven.

First line leadership

Af: Lars Kunov
Foto: Sine Lundby Brixen

Igen i år var ledere fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen samt civile virksomheder og organisationer samlet for at drøfte ledelse i første linje. En krævende disciplin, hvor erfaringsudveksling mellem civile og militære ledere skaber stor gensidig værdi.

Oberst Peer Sander Rouff, militær koordinator for InterForce Region Hovedstaden, bød velkommen til arrangementet, hvorefter Kristian Paugan fra InterForce Region Hovedstaden ledte deltagerne gennem en lærerig eftermiddag og aften.

En militær ledelsesrejse

Det militære oplæg blev holdt af oberstløjtnant Claus Rohde, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt København. Gennem en række personlige nedslag i sin militære karriere tog han deltagerne igennem den ledelsesmæssige rejse og personlige udvikling. En rejse, han har været igennem som ung sergent, i sine første chefstillinger og senere i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, internationale missioner og som operativ chef. En rejse fra at være det faglige fyrtårn i første linje til at være strategisk rammesætter.

Nogle af de vigtigste pointer fra hans oplæg var:

  • Opgave, kontekst, person og erfaring skaber dit ledelsesmæssige kompas
  • Opgavens karakter og kompleksitet sætter rammerne
  • Du skal kende dig selv – og du skal kende dit ledelsesfundament

Med til billedet af en moderne militær leder hørte også et billede af et helt menneske, som er en familiefar og ægtemand, der elsker motorcykler og naturen.

First line leadership

Fra flaskedreng til senior director

Det civile oplæg blev leveret af Sebastian Vinther, Regionschef/Senior Director i Salling Group/Netto, hvor han har ansvaret for 118 Netto-butikker. Han delte sin imponerende karrierevej – fra flaskedreng og kasseassistent til butikschef og nu regionschef. Trods sine 36 år er han ikke kun leder, men også familiefar og passioneret OB-fan.

Blandt hans centrale budskaber var:

  • Dine styrker kan også blive dine svagheder
  • Lær dig selv at kende
  • Vær ærlig om dine udfordringer – og øv dig
  • Vær ikke bange for at begå fejl
  • Vær god, hvor du er
First line leadership

Engagerede drøftelser og refleksioner

De to inspirerende oplæg dannede rammen for de videre drøftelser, hvor moderator Kristian Paugan satte de ca. 30 fremmødte i gang med at reflektere over følgende spørgsmål:

  • Hvordan formår du at være loyal opadtil og samtidig bevare tillid, troværdighed og loyalitet nedadtil?
  • Hvordan udvikler du din ledelsesstil? Er den formet af virksomheden, eller skaber du den selv? Hvilke redskaber fra din uddannelse bringer du i spil?
  • Hvordan håndterer du en svær samtale med en medarbejder? Hvilken rolle spiller alder, erfaring eller køn?

Diskussionerne i grupperne var præget af stor åbenhed og ærlighed, hvilket gav alle deltagerne værdifulde indsigter at tage med hjem. Efter gruppearbejdet blev konklusionerne præsenteret i plenum, hvor Kristian Paugan samlede op på de væsentligste pointer.

First line leadership

Afslutning og tak

En lærerig og inspirerende aften blev rundet af med en fremragende buffet arrangeret af Forsvarsakademiet, hvor drøftelserne og netværkssamtalerne fortsatte.

First line leadership

InterForce Region Hovedstaden sender en stor tak til oplægsholderne, moderator, de fremmødte og Forsvarsakademiet for den gode service. Der rettes også en særlig tak til Hjemmeværnet for den praktiske støtte samt en varm velkomst og tak til InterForce Region Hovedstadens nye eventkoordinator, Sine Lundby Brixen, der havde sit debutarrangement.